Samfund

Nets bekræfter: Vi er chokerede over misbrug

Private data er hentet ud af Nets' databaser. Det bekræfter Nets i en pressemeddelelse, hvor betalingsselskabet konstaterer, at der er 'adfærdsmønstre hos dem, som underbygger, at der kan være sket et misbrug i forbindelse med Se og Hør-sagen'.

- Vi er chokerede over, at der er sket et sådant misbrug af fortrolige kreditkortinformationer. Det må ikke ske. Vores undersøgelse tyder på, at det er en kriminel handling foretaget af en betroet medarbejder hos IBM, udtaler  Nets landechef Susanne Brønnum i en pressemeddelelse.

Erkendelsen af, at en medarbejder tilsyneladende har solgt kreditkortoplysninger til Se og Hør betyder samtidig, at Nets nu vil forstærker de kontrolfunktioner, som skal sikre, at med­arbejdere med adgang til fortrolige data ikke misbruger denne adgang.

- Det er ikke muligt fuldstændigt at sikre sig mod personer, som misbruger deres betroede stilling med kriminelle formål for øje. Men vi har iværksat en gennemgribende revision af vores kontrolfunktioner for at sikre, at vi bedre kan fange den type af misbrug, vi har mistanke om her.

Et af de kontrolsystemer, som vil blive gennemgået, er overvågningen af logs, som skal sikre, at mistænkelig adfærd hos medarbejdere, som har adgang til fortrolige data, bliver rapporteret og undersøgt.

- Indtil denne gennemgang har fundet sted, skærper vi sikkerhedskontrollen ved, at eksterne revisorer gennemfører yderligere stikprøvekontroller af adgange og logs, lyder Susanne Brønnums udmelding videre i pressemeddelelsen.

Nets interne undersøgelser af Se og Hør-kildens adfærd bekræfter ifølge pressemeddelelsen, at der kan være sket misbrug af adgangen til fortrolige data. Misbrug, der blev muligt, fordi en nu 45-årig it-specialist, der på tidspunktet for misbruget var ansat hos IBM, var del af et team, der stod for driften af nogle af Nets’ systemer.

Politiet har bedt Nets om ikke at offentliggøre detaljer om Se og Hør-kildens adfærdsmønster - men Nets bekræfter, at alle detaljer i sagen er overdraget til politiet til brug for den videre efterforskning.