Forbrugerrådet: Få styr på vildt forældet it-lovgivning
Det er alt for let at få adgang til persondata og it-sikkerheden er generelt for dårlig i Danmark, hvor forældede regler gør os alle sammen udsatte for misbrug. Det mener formanden for Forbrugerrådet TÆNK Anja Philip.
- Desværre kommer det ikke bag på mig. Vi har længe gået og advaret om, at det her kunne ske. Og så er det lidt ærgerligt, at der nærmest skal lig på bordet før, at omverdenen også får øjnene og ørerne op for, hvad der foregår, siger Anja Philip om Nets-lækagen til Se og Hør i et interview med TV 2 Nyhederne, som du kan se i udvidet længde øverst i artiklen.
Ifølge hende er problemet altså ikke nyt, og kunne blandt andet ses i tidligere sager såsom hacking af kørekortregistret, der pludselig rodede rundt på internettet og det stigende antal eksempler på identitetstyveri.
- Vi har problemer med den lovgivning, vi har i dag. Den er simpelt hen umoderne og stammer fra 60’erne og midthalvemserne. Derfor har vi brug for strammere lovgivning, siger Anja Philip.
Regeringen bør ændre forældet lovgivning
Hos Forbrugerrådet mener de, at det er på høje tid at gå over til såkaldt "privacy by design". Et system, hvor en bruger ikke samtidig kan se navnet på for eksempel kreditkortindehaveren og dennes transaktioner. Der skal med andre ord noget ekstra til at identificere kontohavere, patienter, kunder og så videre.
Denne tekniske model er udviklet og også en del af den nye dataforordning, der er foreslået i EU. Og Forbrugerrådet efterlyser, at systemet bliver gældende for både private og offentlige instanser, der håndterer personfølsomme oplysninger.
I Danmark går det overordnet set for trægt på området, og derfor efterlyser Anja Philip et loveftersyn, da det vil kunne sikre danskernes digitale informationer.
- Så vil det ikke være muligt for en tilfældig person at gå ind på en bestemt kendis - eller dig og mig - og få alt at vide om personens sundhedsprofil eller betalingstransaktioner.