Helveg: Se & Hør-research minder om Stasi-metoder
Endnu en e-mail belaster ifølge BT Se & Hørs tidligere chefredaktør, Henrik Qvortrup.
Mailen viser, at ugebladets tidligere chefredaktør kendte til overvågningen af kendtes kreditkortoplysninger, heriblandt at politiker Morten Helveg Petersen var på en rejse i Rom med sin daværende kæreste, tv-vært Line Baun Danielsen.
At Se & Hør har brugt disse metoder i bladets research, sammenligner Morten Helveg Petersen med DDR’s sikkerhedspoliti Stasi og George Orwells roman ”1984”, der handler om overvågning i et totalitært samfund.
- Det er Stasi-metoder. Det er overvågning af værste skuffe. Det er ”1984”, Orwell og Stasi-metoder kogt sammen. Det er meget ubehageligt at konstatere, at det har fundet sted, siger Morten Helveg Petersen til TV 2 News.
- Det er dybt krænkende. Det er en meget mærkelig fornemmelse at være vidende om, at andre har siddet og gloet på mine dankorttransaktioner, forklarer han.
Ifølge BT har ugebladets daværende journalist Ken B. Rasmussen, der er forfatter til bogen, som har fået Se & Hør-skandalen til at rulle, sendt en e-mail til chefredaktør Henrik Qvortrup, hvori han fraråder ham at ”skrive en artikel udelukkende baseret på korttransaktioner”.
I e-mailen fremgår det, at Morten Helveg Petersen har lejet et hotelværelse i Rom. Mailkorrespondancen viser, at den tidligere chefredaktør var fuldt informeret om overvågningen af kendte og dermed kendte til den hemmelige kreditkort-kilde.
Henrik Qvortrups advokat oplyser til BT, at hovedpersonen ikke har nogen kommentarer.
Morten Helveg Petersen har tidligere på ugen meldt Aller Media, der udgiver Se & Hør, til politiet.
- Jeg bad politiet om at skride ind i tirsdags og politianmeldte Aller – netop med henblik på, at politiet kommer ind og vurderer på dette, siger han.