Samfund

It-ekspert: Sådan foregik mulig overvågning for Se og Hør

En 45-årig it-specialist hos IBM havde frem til 2012 adgang til private kreditkortoplysninger hos Pengeinstitutternes Betalingsservice – det nuværende Nets – hvilket han ifølge BT udnyttede til at sælge informationer om kendte og kongelige til ugebladet Se og Hør.

Så alvorlige lyder de fortsat udokumenterede anklager, der fremkommer i den såkaldt fiktive roman om ugebladet Set og Hørt - ’Livet, det forbandede’.

Ifølge Shehzad Ahmad, der er chef for it-sikkerhedskoncernen DKCERT, har medarbejderen - hvis påstandene er korrekte - tilsyneladende formået at sætte nogle koder op, som per automatik fortæller ham, når der er foretaget nogle betalinger på nogle bestemte kreditkort, som han har overvåget.

- Så hver gang det sker, så får han per automatik en besked, og så er det den her besked, han så har lagt i en sms og så sendt videre til dem, han nu har videresolgt informationer til.

Har haft en særdeles god viden

It-chefen fortæller til TV 2 News, at den pågældende medarbejder må have haft en særdeles god viden om, hvordan tingene fungerer.

- Og så har han højst sandsynligt været i stand til at kunne sætte de her regler op, der fortæller ham, hvornår der sker noget interessant. Det har han sat op på en måde, som gør, at der ikke har været alarmer. For havde der været alarmer, så havde man været i stand til at stoppe vedkommende.

Ifølge it-chefen er det normalt, at driftsmedarbejdere kun har rettigheder til at lave backup og opdatere systemer. De har ikke rettigheder til at gå nærmere ned i data og læse, som den pågældende må have været i stand til.

- Så det må være noget særligt, der har gjort, at han har været i stand til at læse de informationer, som han har været i stand til.

Se hele interviewet med Shehzad Ahmad i videoklippet øverst i artiklen.