Samfund

Nu falder afgørelsen: Skal hotel lukke omstridt kvindeetage?

I dag bliver det endeligt afgjort, om kvindeetagen på Bella Sky skal lukkes ned.

Etagen har ellers været populær blandt kvinderne.

- Efterspørgslen på etagen er højere end på de andre værelser, fortæller Allan Agerholm, administrerende direktør for Bella Center og Hotel Bella Sky til TV 2 NEWS.

Ligebehandlingsnævnet har allerede afgjort, at kvindeetagen er ulovlig, fordi den er i strid med Ligestillingsloven. Og i dag skal Østre Landsret så tage stilling til om afgørelsen skal fastholdes.

Siden 2008 har kvinder kunnet indlogere sig på særligt indrettede værelser, hvor der er taget en række særlige hensyn, som skal gøre værelserne mere indbydende for kvinder, der gerne vil være fri for mænd.

- Vi lavede etagen i sin tid med henblik på forretningskvinder, som måske bare gerne vil være sikre på, at kunne være i fred, fortæller Allan Agerholm.

Ifølge direktøren er der ikke forskelsbehandling på hotellet.

- Vi diskriminerer ikke. Det her produkt, det er tilgængeligt både for mænd og kvinder, på tværs af hotellet. VI har 812 værelser, de 792 er tilgængelige for alle, de her 20 værelser har så lidt ekstra sikkerhed, sådan det kun er kvinder, der kan komme på etagen. Det mener vi ikke er diskriminerende.

Afgørelsen falder kl 10. TV 2 NEWS sender fra kvindeværelserne og er klar med en reaktion fra Bella Centers direktør.

- Hvis Østre Landsret dømmer, at etagen er ulovlig diskrimination, så lukker vi kvindeetagen, og gør det til en almindelig etage”. Sådan siger Allan Agerholm.