Samfund

Akuttelefon 1813: Gert ventede i seks timer - lægen kom aldrig

Tidligt om morgenen den 1. marts ringer Anna Lise Sørensen til akuttelefonen 1813 i Region Hovedstaden, da hendes 80-årige mand Gert Sørensen har siddet oppe hele natten med besværet vejrtrækning. Hun får at vide, at der vil blive sendt en læge - men lægen kommer aldrig.

- Jeg havde fortalt sygeplejersken, at han havde svært ved at trække vejret, og at de var nødt til at sende en læge. Hun trak lidt på det, men sagde så, at det godt kunne være, der gik lidt tid. Men jeg havde ikke regnet med, at der kunne gå så længe, siger Anna Lise Sørensen til tv2.dk.

Der går mere end seks timer. Herefter forsøger hun igen at ringe til 1813, men opgiver denne gang helt at komme igennem til akuttelefonen.

I stedet går hun om eftermiddagen over og ringer på hos naboen Wajida Qureshi, der er praktiserende læge.

- Hun virkede fortvivlet og rådvild, så jeg går med over og ser til hendes mand. Han har koldsved, og han ilter dårligt, så jeg er overhovedet ikke i tvivl. Han skal indlægges, og det skal være nu, fortæller Wajida Qureshi.

Wajida Qureshi ringer derfor efter en ambulance, som cirka ti minutter senere kører Gert Sørensen til Glostrup Hospital. Herfra overføres han senere til intensivafdelingen på Herlev Hospital, hvor han må lægges i respirator.

Gert Sørensen får konstateret lungebetændelse og er indlagt en måned, først i Herlev og siden på Bispebjerg Hospital, inden han sent om aftenen den 3. april afgår ved døden.

I dag ved Anna Lise Sørensen stadig ikke, om der nogensinde dukkede en læge op. Hun havde hængt en seddel på døren, der fortalte, at de var taget på hospitalet, men hørte aldrig fra hverken lægen eller 1813. Hun frygter nu, at andre ældre mennesker, som har brug for lægehjælp, kan ende i samme situation.

- Jeg synes, det er for dårligt, at man skal vente så længe. Især når de hører, at det er en mand på 80 år.

- I dag ligger min tillid til 1813 på et meget lille sted. Jeg er fra en generation, hvor man regner med, at der kommer nogen, når man beder om hjælp, siger Anna Lise Sørensen.

Region H: Patienten fik hjælp

Akutberedskabet i Region Hovedstaden bekræfter i en skriftlig kommentar forløbet over for tv2.dk, men understreger, at "patienten har fået hjælp".

- Den sundhedsfaglige person vurderer borgerens tilstand og behov for hjælp på baggrund af samtalen med borgeren/dennes pårørende. Ved første opringning vurderes den rette hjælp for borgeren at være et tilsyn i hjemmet ved en af vores læger. Ved efterfølgende opringning sender vi en ambulance, står der i kommentaren.

Akutberedskabet oplyser, at deres mål for hjemmebesøg er, at 90 procent er fremme hos borgeren inden for fire timer. I mere hastende situationer sendes en ambulance og eventuelt en akutlægebil.

- At manden er 80 år gør i sig selv ikke situationen akut, skriver Akutberedskabet i svaret til tv2.dk.

De oplyser samtidig, at der aldrig kom en læge frem, da det planlagte hjemmebesøg blev afmeldt om eftermiddagen, da man vælger at sende en ambulance til adressen.

Har du selv oplevet noget lignende eller andre problemer med akuttelefonen er du velkommen til at kontakte TV 2 via formularen herunder.