10-årig på stroppetur: Gik 29 gange rundt i skolegården

Er det i orden at sende en 10-årig dreng på en såkaldt stroppetur rundt i skolegården? Det spørgsmål har Sussie Plufg rejst, efter at Korsvejens Skole i januar sendte hendes søn, Casper, rundt i skolegården i halvanden time i træk under en idrætstime, fordi han ikke havde fået idrætstøj med hjemmefra.

Sussie Plufg har klaget til skolen over behandlingen, men det har været normal procedure i to år på Korsvejens Skole at sende børnene i rundt om skolen med en blok og en blyant i hånden, når idrætstøjet er glemt derhjemme: Så kan de holde regnskab med, hvor mange omgange de når. Casper nåede 29.

- Han har været rigtig ked af det, mens han gik rundt i skolegården og faktisk også grædt, men han turde ikke gå ind, fordi han havde fået besked på at gå, siger Sussie Plufg til tv2.dk.

Efter 29 omgange tilbage i januar blev den dengang 10-årige Casper syg, og selvom Sussie Plufg godt kan forstå, at der bør være konsekvenser for at glemme sit tøj, så mener hun ikke, at dette er måden.

- Jo, jeg synes klart, at der skal være en konsekvens ved det. Men det skal ikke være i form af, at man bliver angst for at glemme sit idrætstøj. Det skulle gerne være sådan så, at man har det med, fordi man glæder sig til at have idræt, siger hun.

Skoleleder Grethe Birch vil ikke forholde sig til den konkrete sag omkring Sussie Plufgs søn, men hun forsvarer de retningslinjer, der nu også ligger på skolens hjemmeside. Hun kan dog godt forstå, at nogen kan opfatte det som en straf.

- Ja, det kan jeg jo godt forstå, at nogen gør, men det er jo slet ikke sådan, at den er tænkt. En straf for mig er jo noget, der ikke har nogen sammenhæng med handlingen. Her er det en kompensation for den idrætsundervisning, de ikke har fået, siger Grethe Birch.

Er det i orden at sende elever til at tælle omgange i skolegården? Deltag i debatten på TV 2 Nyhedernes facebook.