Samfund

26 danske forskere i protest mod ulovlig købesex

Europa-Parlamentet vedtog i sidste uge at anbefale medlemslandene at kriminalisere købesex. En række danske forskere underskriver nu en protest imod forslaget, da en kriminalisering ifølge forskerne vil give sexarbejderne en mere usikker tilværelse. Det skriver videnskab.dk.

De 26 danske forskere mener, at politikerne ser bort fra størstedelen af forskningen på området, herunder rapporter fra bl.a. FN, WHO, Amnesty og Human Rights Watch, der anbefaler en afkriminalisering af sexarbejde.

En af de danske forskere, der har skrevet under på protesten mod EU-forslaget er kønsforsker Christian Groes Green, adjunkt ved Roskilde Universitetet.

- Når EU vælger at vende forskningsresultaterne ryggen, handler det om ideologiske holdninger om, at det er moralsk forkert at sælge sin krop. Det stemmer på ingen måde overens med de resultater, vi er nået frem til og hvordan sexsælgerne selv erfarer det. Europa-Parlamentet har valgt at ignorere al international forskning, der taler imod en kriminalisering af købesex, siger Christian Groes Green til tv2.dk.

Han frygter, at anbefalingen fra Europa-Parlamentet vil resultere i en decideret lovændring på området.

- Forslaget om et forbud kommer ikke fra de prostituerede selv. De risikerer at blive udsat for endnu større fare, hvis det bliver ulovligt at sælge sex. Mange prostituerede er immigranter og de vil blive endnu mere retsløse, end de er i dag, advarer Christian Groes Green.

Han undrer sig over, at politikerne end ikke har skulet til de mange internationale undersøgelser, der er lavet på området.

- Det er problematisk, at man så konsekvent har valgt at se bort fra forskningen. Det går stik imod tendensen på andre områder, hvor f.eks. narkomaner afkriminaliseres. Med købesex er det åbenbart anderledes – en kamp baseret på gammeldags ideer og holdninger. Derfor har vi skrevet under på denne protest mod anbefalingen, fortæller Christian Groes Green.

De 26 forskere har endnu ikke fået politisk respons på deres underskriftindsamling.