Samfund

'Autismeforening burde bakke op kemikalieforskning'

En ny undersøgelse fra SDU viser, at et stigende antal giftige stoffer, der bliver brugt i industrien, er en vigtig årsag til det stigende antal børn med autisme, ADHD og andre udviklingsforstyrrelser.

Formanden for Landsforeningen for autisme Heidi Thamestrup kalder undersøgelsen for et storm i et glas vand og peger på, at flere undersøgelser har forsøgt at pege på en årsag til autisme.

- Man kan sige, hvad man vil, men faktum er, at ingen ved, hvad autisme egentlig er. Man glemmer, at der har været autisme i lang tid - også før man begyndte at bruge disse stoffer i industrien, siger Heidi Thamestrup.

Det er en stærk hypotese

Manden bag forskningen, Philippe Grandjean, mener at der med den nye undersøgelse er stærke beviser for sammenhængen mellem autisme og giftige stoffer.

- Vi er enige i, at man ikke kan sige så meget om autisme, men nogle børn udvikler de sygdomme, og der er en vis evidens for, at de kemiske stoffer spiller en rolle. Der er også en genetisk sårbarhed, der spiller ind, og årsagssammenhængen er kompleks, men vi ved, at de er skadelige og kan skabe grobund for autisme, siger han til tv2.dk.

Philippe Grandjean mener, at landsforeningen burde se positivt på forskningen.

- Det er vores hypotese, at de giftige stoffer kan påvirke forekomsten af autisme, og det er en stærk hypotese. Den slags forskning er en forudsætning for, at man kan bekæmpe sygdommen, og derfor burde man bakke op om, hvad der kan laves af ny forskning.

Der er brug for en efterspørgsel

Han forklarer til tv2.dk, at de giftige stoffer kan påvirker børnene på meget forskellige måder, og at de hyppigste er lavere IQ.

- Det er en spændvidde fra ingen ting til alvorlige sygdomme som spastisk lammelse, men det hyppigste er de beskedne problemer, som vi ser -  Børn, der er bagud i udviklingen og klarer sig dårligere i skolen, og som får en lidt lavere IQ, siger Philippe Grandjean, der mener, at en større redegørelse skal igangsættes.

- Vi peger på tolv stoffer, men vi ved ikke, om det er de værste, og derfor kræver det her altså en videnskabelig undersøgelse, hvor vi skal teste industrikemikalier, for det bliver slet ikke gjort.