Samfund

Læs uddrag fra 'Den Hemmelige Socialdemokrat' her

I dag er bogen ”Den Hemmelige Socialdemokrat” udkommet. Bogens forfatter, der er anonym, hævder at være aktiv i den socialdemokratiske folketingsgruppe, og han eller hun bruger sin viden til at hænge et stort antal toppolitikere ud på en ganske negativ måde.

I bunden af denne artikel, kan du læse et uddrag fra bogen - kapitlet 'Det Sorte Tårn'. 

DET SORTE TÅRN

Det var næsten for utroligt til at være sandt. Sådan må direktøren på Crowne Plaza i Ørestaden have tænkt, da den socialdemokratiske topledelse i september 2011 ringede og bookede sig ind på hotellets øverste etager. Den kommende statsminister ønskede at bruge hans eksklusive faciliteter i det sorte hoteltårn som base for de næste ugers regeringsforhandlinger.

Han husede i forvejen Dansk Industri, mens de fik hovedsædet på Rådhuspladsen renoveret. Og det var kun et par uger siden, han offentligt havde hyldet Venstre for at henlægge partiets store valgrally til netop hans hotel, naturligvis med store forhåbninger om, at Crowne Plaza i fremtiden ville blive de liberales foretrukne hotel og konferencefacilitet, ikke mindst som ramme om en regeringsdannelse med Løkke i spidsen. Endnu en Venstre-ledet regering, dannet på Danmarks eneste lavenergicertificerede, CO2-neutrale hotel, inklusive egen solcellepark og verdens første grundvandsbaserede køle- og varmeanlæg. Det ville være en overrumplende blå-grøn vinderhistorie.

Løkke havde sågar brugt hotellet som en oase, når han forberedte sig mentalt til de store tv-debatter i valgkampens finale.

Men nu var det så pludselig hans valgmodstander og banemand, Helle Thorning-Schmidt, der ringede og bad om Crowne Plazas assistance, og der var kun en betingelse: Møderne skulle holdes i dybeste hemmelighed.

Det kunne hoteldirektøren udmærket forstå. Det var vel lidt specielt at forhandle sin politik på plads i fjendens omklædningsrum. Men måske var det pointen? Ingen ville starte med at lede efter en rød regering på et af landets dyreste hoteller.

 Men hvor længe ville den hemmelighed holde, tænkte direktøren så. Før eller siden ville det slippe ud, at hans hotel – God damn Crowne Plaza – var ramme om dannelsen af Danmarks nye røde regering med landets første kvindelige statsminister.

De skulle være så hjerteligt velkomne.

Han ryddede straks suite 2502 på 25. etage.

*

 I den socialdemokratiske folketingsgruppe vidste vi ikke ret meget, ja nærmest ingenting. Vi vidste hverken, hvor de forhandlede, hvad der blev forhandlet om, eller hvem der var med, ud over Helle Thorning-Schmidt selvfølgelig.

Vi gættede på, at vores politiske ordfører Henrik Sass Larsen var med. Og måske Bjarne Corydon, chefen for partiets magtfulde Analyse- og Informationsafdeling, AIA. Godt nok var Corydon kun lige blevet valgt ind i Folketinget, men han havde en høj stjerne i partiledelsen og havde assisteret Sass med udformningen af vores valgprogrammer Fair Forandring og Fair Løsning.

 Men var gruppeformand Carsten Hansen med? Han havde jo mere end antydet, at det blandt andet var ham, der skulle indstille, hvem der skulle være ministre. Og havde de sendt bud efter gruppens nestor, Mogens Lykketoft, der om nogen måtte vide, hvordan man handlede sådan en regeringsdannelse af uden at få for mange ridser i lakken? Og hvad med Mette Frederiksen, partiets kronprinsesse?

Vi anede det faktisk ikke i gruppen. Ikke at nogen af os ville indrømme det. Det handlede i stedet om at se hemmelighedsfuld ud, når nogen spurgte. Hvorfor dog afsløre, at man intet vidste, hvis man kunne slippe af sted med at lade, som om man vidste et eller andet. Viden er magt, og hvem gider fremstå afmægtig?

Der har nok været et par insidere iblandt os. Måske dem, der var øverst i hierarkiet og i spidsen for de socialdemokratiske kaffeklubber. Men snakken i gruppen har siden de dage sidst i september 2011 været, at de fleste ikke vidste ret meget, hvis overhovedet noget. Selv senere topministre har fortalt, at de nærmest ikke var inddraget og blev oprigtigt overraskede, da deres navn pludselig var i spil på ministerlisterne.

Det skal selvfølgelig siges, at villigheden til at »indrømme«, at man nærmest ingen indflydelse havde i de dage, naturligvis har været stor i de perioder, hvor regeringensprojektet har været i knæ – og mindre i tider med medvind. Sådan er politik: Alle er med på vinderholdet. Men jeg tror ikke, det er en overdrivelse at sige, at regeringsdannelsen var som en sort boks.

Det var en symbolsk begyndelse for Regeringen Helle Thorning-Schmidt.

*

Første weekend efter valget den 15. september 2011 var Socialdemokratiets folketingsgruppe og hovedbestyrelse indkaldt til ekstraordinært møde i Landstingssalen – salen oppe for enden af Christiansborgs vinder- og tabertrappe, hvor Socialdemokratiet har fejret så mange sejre og skyllet bitre nederlag ned med rå mænger kold fadøl og lunken rødvin. Det var her, bandet »40 i Feber« sang »Mærk, hvor hjertet banker, gå til valg med Anker«. Det var her, Auken entrede med datteren Jessika i hånden efter kanonvalget i 1990, som var højdepunktet i hans politiske liv. Og det var her, Nyrup blev hyldet til takterne af »four more years, four more years«.

Helle lignende en million, da hun gik op ad trappen. Sød, smilende og super overskudsagtig, trods forståelig træthed i øjnene. De små nydelige rynker omkring øjnene i det ellers ungdommeligt glatte ansigt forstærkede kun indtrykket af en formand, der havde arbejdet stålhårdt for kammeraterne.

Jeg tror næsten, at alle fik en stor og varm krammer med tak for indsatsen i valgkampen. Selv de mest illoyale nordjyder fik kærlige knus. Der blev sungetpartisange af lungernes fulde kraft, nogle mere frit fra bladet end andre – hvilket er en måde at lodde, hvor dybt Socialdemokratiet sidder i folk: Kan de sangene uden at skele til arbejdersangbogen?

Over døren til Landstingssalen står skrevet, at »lov skal gøres efter alle mænds gavn«. På selve mødet var det dog småt med det konkrete om, hvem den nye regering skulle være til gavn for. Det var svære, komplicerede forhandlinger, der var i gang, sagde Helle. Nærmere kunne hun dog ikke komme ind på det, kun at det gik den rigtige vej.

Det, jeg husker bedst fra den dag, er faktisk formanden for de svenske socialdemokrater, Håkan Juholt. Han var åbenbart også inviteret og tumlede rundt i lokalet for at sikre sig gode tv-billeder med vindermotiver til sit medbragte svenske tv-hold – en måned senere blev han rodet ind i en pamperaffære og måtte trække sig.

Trods det magre indhold udviklede mødet i Landstings­salen sig alligevel til det, der i socialdemokratiske kredse kaldes for et klappe-kage-møde. Der blev jublet og bakket op, og der var godt gang i socialiseringen.

For ikke at tale om fraktioneringen.

Store dele af den nyvalgte folketingsgruppe mødtes senere på Hoppes i Strædet lige på den anden side af kanalen. Her blev der spist burgere, drukket øl og brugt kræfter på at kapre de nyvalgte MFere til de forskellige kaffeklubber. I den slags situationer er det også en kunst at pumpe sine partifæller for flest mulige informationer om deres konstitueringsønsker og politiske præferencer – uden selv at afsløre for meget, selvfølgelig. Det er yderst nyttigt at kende de andre MFeres drømme-ordførerskab, inden man melder noget ud om sit eget.

Set fra Strædet kunne man nok få det indtryk, at stemningen var løssluppen i gruppe S den aften, og det var den da også. Men tag ikke fejl: I krogene udkæmpedes en ubønhørlig kamp om udvalgsposter og ordførerskaber. Det er på sådan en aften, man med de rette manøvrer kan sikre sin politiske karriere et solidt spark fremad. Så alle konspirerer mod alle.

Alle kaffeklubberne havde vist forsøgt at trække folk hen til netop deres hemmelige sted denne aften, men alle endte på Hoppes. Ingen ville risikere at gå glip af noget eller nogen. Dog var partiets upcoming man Bjarne Corydon ikke at finde i det glade kaos, og det var nok der, vi begyndte at få vished for de tykke rygter om, at han var rykket helt ind i Helles inderkreds. Han kunne ikke bruge aftenen på rænkespillet i gruppen – velsagtens fordi han var med til at forhandle. Men det er nu heller ikke sådan, at vi har set meget til ham siden da.

I stedet ringede Bjarne i løbet af aftenen til sin tidligere sekretær i det socialdemokratiske sekretariat og fortalte, at han tog regningen for aftenens udskejelser.

 »Ingen kvaler, Bjarne betaler,« råbte folk i vilden sky, mens nye burgere og større bajere blev bestilt.

 En ny stærk mand i Socialdemokratiet var født.

*

 I de efterfølgende dage var det mærkeligt at blive passet op af journalisterne på Borgens gange. De ville jo vide, hvordan det gik med forhandlingerne, og hvem der var med.

Jeg prøvede febrilsk at komme i tanke om, hvad det var, Sass sagde, når han med et rævesmil svarede journalisterne.

»De arbejder hårdt,« løj jeg med ansigtet lagt i strategisk hemmelighedsfulde folder.

»De er godt i gang, det skal nok blive godt.«

Et par dage efter var det imidlertid journalisterne, der over for mig kunne afsløre, at de vidste, hvor de hemmelige forhandlinger fandt sted.

»De mødes i det sorte tårn,« sagde de.

Hvilket sort tårn?

 Jeg forsøgte selvfølgelig at holde masken og lod, som om deres dunkle oplysninger bestemt ikke forbløffede mig, men straks lejligheden bød sig, fór jeg over på mit kontor for at tjekke nyhederne på nettet.

Den var god nok. En historie var ude: Margrethe Vest­ager var blevet observeret på cykel i området omkring Crowne Plaza på Amager, og et halvt døgn senere lagde hun et kryptisk billede af et tomt metrotog ved nattetide på Twitter. Næste dag blev en stor Skoda Superb set køre ud fra hotellets parkeringskælder med en vogn med PET-folk lige efter. Det var landets kommende statsminister i den umiskendelige øko-limousine med chauffør sponsoreret af Dansk Metal.

 I de følgende dage lækkede små og store nyheder fra det sorte tårn, og ingen har vel glemt, hvordan chefstrateg Henrik Sass Larsen i sidste akt måtte trække sig fra ministerlisten, hvordan Bjarne Corydon fik kørt sig i stilling til at tage hans plads, og hvordan Villy Søvndal og Thor Möger Pedersen kørte deres parti ud på et sidespor i forhandlingerne om regeringsgrundlaget.

En morgen fortættede Margrethe Vestager dramaet om regeringsdannelsen i et lille poem. Det var den morgen, KB Hallen brændte, og den sorte røg drev tykt hen over hovedstaden og det høje hvide hotel på Langebro, som hun kom cyklende forbi:

»Sort røg, hvidt tårn,« skrev hun, og så:

 »Langt til hvid røg, sort tårn.«

 Det, der foregik på Vestamager, var så hemmeligt som et pavevalg. Symbolsk var det selvfølgelig også, at det netop var Vestager, der kunne meddele, at forhandlingerne trak ud. Hvem var det egentlig, der havde bukserne på ude i tårnet?

*

Helles »vi gjorde det«-tale på valgnatten sikrede Margrethe Vestager og De Radikale en slags monopol i forhandlingerne i det sorte tårn. Helle udråbte med talen sig selv som statsminister, efter alt at dømme uden nogen nærmere drøftelse af dynamikken i valgets udfald og den politik, det ville tvinge hendeegering til at føre. Men da var det på alle måder for sent at trække selvudnævnelsen tilbage, og nu sad Vestager med alle de gode kort på hånden.

Hvis hun ikke fik en stram, overforsigtig finanspolitik dikteret af Angela Merkel og EU, kunne hun bare vende sig i døren til suiten på hotel Crowne Plaza og gå hen i en anden, hvor Lars Løkke kunne sidde parat til nye forhandlinger. Løkke ville have elsket at danne en regering med De Radikale. Det ville have været hans adgang til at føre langt mere af den socialliberale politik, han i virkeligheden brænder for, og magtpolitisk ville det være en kæmpe gave for ham at vinde De Radikale over. En sådan øvelse ville udelukke en socialdemokratisk regering i mange, mange år frem.

Margrethe kunne også lade Helle udnævne en smal S-SF-regering eller en endnu smallere ren socialdemokratisk regering, hvilket hun da også tilbød Helle i tårnet. Det ville formentlig have gjort det endnu sværere for Socialdemokratiet at få sin politik igennem, om end det så i det mindste ville have været tydeligere, hvem der stod i vejen.

 Det udgjorde også et problem i det sorte tårn, at Helle ikke havde erkendt sit forhandlerholds svagheder, og at hun havde undladt at ruste sig med en uomtvistelig kapacitet som Mogens Lykketoft. Han havde styr på beregninger og paragraffer, han kendte spillet om nogen, og han ville have fremstået som en autoritet, som Vestager og De Radikale ville have lyttet mere respektfuldt til. Men at give Mogens Lykketoft sådan en fjer i hatten var helt udelukket. Han var en af dem, der ikke længere var en del af holdet efter 2005.

Enden på det hele blev, at Vestager i regeringsgrundlaget tog en forbløffende høj pris for at give Statsministeriet til Helle. Desto dybere blev ydmygelsen, da Socialdemokraternes og SFernes forarbejde i valgprogrammerne Fair Forandring og Fair Løsning viste sig at være ren overbudspolitik. Der var nærmest ikke én eneste fair-beregning, der stod for en nærmere efterprøvning, og da De Radikale havde været holdt uden for formuleringen af det store program med løfter såsom 40 procent billigere bus- og togbilletter, følte de sig ikke forpligtet på at bære noget hjem.

Endnu værre var det selvfølgelig, at De Radikale nægtede ændringer på dagpengeområdet, at forsvare efterlønnen og at sikre en mere offensiv investering i den offentlige sektor og i skabelsen af nye arbejdspladser.

    Det var den anden store katastrofe, der voksede ud af regeringsdannelsen: De meget konkrete løfter om forandringer, som høj og lav i S og SF havde stukket ud i valgkampen, havde ingen gang på jorden.

En fremsynet partifælle opsummerede det sådan her over for mig en af de dage i efteråret 2011:

»Helle bliver regeringens servitrice, men hun aner ikke, hvad chefkokken anretter på tallerkenerne. Så lur mig, om ikke kunderne klager, når hun kommer rendende med noget andet end det, de bestilte.