Samfund

Læger advarer mod sygehus: Det magter ikke akutopgaven

Akutafdelingen på sygehuset i Hobro magter ikke opgaven med at varetage akutte patienter.

Sådan lyder kritikken fra 23 praktiserende læger fra området. De har skrevet et brev til Region Nordjylland, hvor de opfordrer politikerne til at flytte akutafdelingen til Aalborg.

Kritikken kommer blandt andet på grund af praktiserende læge Annizette Malmbergs oplevelse med sygehuset.

Hun blev i efteråret indlagt i Hobro efter at være besvimet tre gange. Hun blev udskrevet med beskeden, at alt så fint ud.

Men hendes egen læge, Thomas Bjørnshave, sendte hende videre til Aalborg Sygehus, og her var beskeden en helt anden. Lungerne var fyldt med blodpropper.

- Jeg kunne ligeså godt have stillet træskoene. Jeg var svineheldig, at det ikke gik galt, siger hun.

Hverken hun eller Thomas Bjørnshave vil derfor anbefale deres patienter at tage til Hobro Sygehus.

TV 2 har talt med direktøren for Hobro Sygehus, men han ønsker ikke at kommentere kritikken.

Formanden for Region Nordjylland, Ulla Astman (S), erkender, at akutafdelingen i Hobro har problemer med at rekruttere læger, men hun vil ikke flytte akutafdelingen til Aalborg, før et nyt supersygehus står klar i 2020.

- Vi kan levere kvaliteten i forhold til det setup, som sundhedsstyrelsen har sagt, der skal være. Vores problem er, at det er en situation, hvor vi bemander med mange vikarer - også overlæger - og det er dyrt, og det er ikke særlig godt i forhold til, at vi gerne vil give sammenhængende patientforløb, og det er der, vi skal gå ind og løfte en opgave, siger hun

Sundhedsminister Nick Hækkerup ønsker ikke at kommentere kritikken. 

Se hele indslaget om kritikken mod Hobro Sygehus i klippet herover.