Samfund

Galleri: 2500 demonstranter rasede over DONG-salg

Trods sne og kulde havde cirka 2500 alligevel samlet sig på Christiansborg Slotsplads for at demonstrere mod, at regeringen vil sælge en del af det statsejede energiselskab DONG sælges til Goldman Sachs.

-  Vil en kynisk amerikansk investeringsbank, der har sin ekspertise i at spekulere i kortsigtet profit, bidrage med langsigtede investeringer til gavn for det danske samfund? Var det spørgsmål som arrangørerne stillede forud for demonstrationen.

Og svaret fra de 2500 demonstranter var nej. Med røde faner, plakater, bannere og kampråb forsøgte de at råbe politikerne op, mens de hoppede i kulden.

Politikere er tonedøve

En af dem, der var mødt op med skilte for at vise sin utilfredshed var Eva Ryg.

- Goldman Sachs er ikke bare betændt, men de er gennemført forbryderiske, og det er vanvittigt og dybt provokerende, at man har valgt at pege på dem.

Spurgt ind til, om hun tror på, at politikkerne lytter til demonstranterne, var svaret klar:

- Hvis de ikke gør, er de i hvert fald politisk tonedøve.

I øjeblikket sidder SF i hastindkaldt møde, hvor man skal diskutere salget af DONG. Det seneste døgn har der ellers verseret adskillige historier om partiets fremtid som regeringsparti, efter at suppleanten Karsten Hønge tirsdag hældte til, at partiet trådte ud af regeringen.

Formanden for SF’s Ungdom, Carl Valentin, var den første af talerne til at indtage scenen, hvor han tornede over, at en stor del af Danmarks infrastruktur skulle overlades til et ”skruppelløst firma” som Goldman Sachs. Han blev efterfuldt af blandt andre Frank Aaen fra Enhedslisten og Camilla Brejner Schwalbe, formand for DSU der fik pift og bifald, hver gang Goldman Sachs fik en tur.

DF var ikke velkomne

Der har ellers været stort postyr over demonstrationen, da arrangørerne meddelte, at Dansk Folkeparti ikke var velkomne til at tale, fordi de ifølge en af arrangørerne, Jakob Lausch Krogh, er antimuslimske.

Tidligere i dag skrev en anden af arrangørerne, Mille Stockner, at der gik rygter om, at højreekstremister ville blande sig i demonstrationen.

- Flere steder på Facebook skriver organiserede nazister fra blandt andet Danmarks Nationale Front, at de vil deltage i demonstrationen på onsdag for at forhindre at DONG bliver solgt til de "jødiske magthavere". Vi vil gerne understrege, at demonstrationen på onsdag handler om at sikre vores fælles infrastruktur, ikke antisemitiske konspirationsteorier, skrev hun på Facebook.

Det var dog meget fredeligt, da demonstrationen begyndte klokken 16.00, hvor talere og musik fik de mange demonstranter til at klappe og hoppe i kulden.