Samfund

TV: Virtuelt legetøj skal gøre syge børn hurtigere raske

Børn der er indlagt på sygehuset ender tit med at klynge sig til deres seng. Men hvis de kan, så skal børnene helst ud af sengen og få rørt sig. Derfor har H.C. Andersen Børnehospital i Odense som det første hospital i verden købt to virtuelle gulve til de syge børn.

Igennem de virtuelle gulve kan børnene, ved at bruge hænder og fødder som mus, klikke sig frem til spillene, og bevægelserne registreres igennem en sensor i loftet.

13-årige Tobias Jørgensen har en sygdom, som gør, at han har svært ved at gå og derfor er på krykker, men det er ingen hindring på de virtuelle gulve.

Gulvene er et nyt værktøj, som kamuflerer træning med leg, og det synes Tobias er godt.

- Det er smart nok, at man gør det af sig selv, og faktisk er glad for at gøre det, siger han.

De virtuelle gulve har en pris på 330.000 kr. men ledende overlæge, Arne Høst, er ikke i tvivl om at gulvene er pengene værd.

- Det er uvurderligt. Det stimulerer både deres hjerne og deres motorik, og de kommer op og kommer i bevægelse, og når de gør det, så bliver de hurtigere mobiliseret og bliver hurtigere udskrevet, bliver hurtigere raske.

Se det virtuelle gulv i aktion i videoen øverst i artiklen.