Samfund

Dømt til at være far: Jeg troede, det var en nem sag

- Jeg var fuldstændigt knust, da jeg fandt ud af det. Jeg græd, og var dybt ulykkelig.

Sådan fortæller Henrik Wulff om sin reaktion, da han fandt ud af, at den pige, som han gennem næsten tre år havde troet, var hans egen datter, ikke var det.

Henrik Wulff og hans daværende kæreste havde været sammen i tre år, da de fik en datter i 2002. Forholdet sluttede dog kort efter, men Henrik Wulff blev ved med at se barnet. Men efter en del uoverensstemmelser med moren, og en samtale med en af hans kammerater, som luftede en mistanke om, at Henrik måske ikke var far til pigen, besluttede han sig til at få taget en dna-test. På det tidspunkt var barnet knap tre år.

- Jeg tænkte, at hvis mine skænderier med min ekskæreste skulle fortsætte, indtil vores datter blev 18 år, så blev jeg nødt til at få vished om, at hun virkelig var min. Og på det tidspunkt var jeg 99 procent sikker på, at hun var min, så jeg fik et helt andet svar tilbage, end det jeg havde forventet, siger Henrik Wulff, som i dag arbejder som politimand, til tv2.dk.

Dna-testen viste nemlig, at han ikke var far til pigen. Og efter grundig overvejelse, besluttede Henrik sig for, at han ikke længere ville være far til et barn, der ikke var hans.

- Det var et hårdt slag, hun betød utroligt meget for mig. Hun var, og er helt sikkert stadig, en fantastisk pige. Men jeg kunne bare mærke med mig selv, at jeg ikke kunne være far til en pige, som ikke var min.

Gik hele vejen - uden held

Efter beslutningen var taget gik Henrik Wulff til domstolen for at få annulleret sit faderskab. Men det viste sig at være nemmere sagt end gjort.

- Sagen blev først afvist i byretten, fordi barnet var næsten tre år, og fordi de mente, at jeg burde have haft en mistanke om, at jeg ikke var far til barnet, allerede dengang min ekskæreste var gravid. Men jeg havde dengang ingen grund til at skulle tro, at barnet ikke var mit. Jeg var nok naiv, da jeg troede, at sådan en sag var lige til at afgøre, siger Henrik Wulff.

Sagen blev derefter anket til landsretten, som også afviste den. Henrik Wulff søgte derefter procesbevillingsnævnet om lov til at køre sagen i Højesteret, men også dette fik han et nej til.

- Gennem mit arbejde som politimand vidste jeg, at der var mulighed for at få sagen taget op hos Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, så det prøvede jeg som en sidste mulighed.

Men også her fra kom der et afslag om at få faderskabssagen taget op, med henvisning til, at de danske myndigheder havde handlet efter lovgivningen.

Et barn skal have både mor og far

Og Henrik Wulffs sag står ikke alene. Tidligere har tv2.dk fortalt om Frank Pedersen, der trods en dna-test, der kunne bevise, at det barn, som han betaler børnepenge til, ikke er hans.  Frank Pedersen fik blandt andet afslag, fordi det ikke er til barnets bedste, hvis det ikke har en far. Ifølge Statsamtet er reglerne til for at sikre kontinuitet i barnets liv.

- Det er fra politisk hold bestemt, at et barn skal have både en mor og en far, hvis det er muligt. Det er en stor indgriben i et barns liv, hvis den mand, som de hele livet har troet var deres far, pludselig ikke er det. Ved vurderingen af, om en sag skal genoptages, indgår som et moment, om der har været fast kontinuerlig kontakt mellem far og barn, siger fuldmægtig i Statsforvaltningen Søren Aakjær Gam.

'Det er et vanvittigt system'

Og at det ikke er til barnets bedste, ligger blandt andet også til grund for de talrige afslag, som Henrik Wulff har fået i det danske og europæiske retssystem.

- Det er jo ikke bedre for barnet, at jeg står listet som hendes far, hvis vi ikke har noget at gøre med hinanden, og jeg i realiteten ikke er hendes far. Det er et fuldstændigt vanvittigt system, slutter Henrik Wulff.

Henrik Wulff bor i dag i Australien, hvor han arbejder hos kriminalpolitiet.

Uddrag af Børneloven i forbindelse med genoptagelser af faderskabssager

§ 22. Er faderskabet til et barn registreret eller fastslået ved anerkendelse eller dom, genoptages sagen, hvis moderen eller hendes dødsbo, barnet eller dets værge eller dødsbo og faderen eller hans dødsbo i enighed anmoder om det.

Stk. 2. Genoptagelse kan kun finde sted, hvis det sandsynliggøres, at en anden mand kan blive barnets far.

§ 23. Er der i forbindelse med registrering af faderskabet sket fejl, der kan have haft betydning for, hvem der er registreret som far, kan moderen eller hendes dødsbo, barnets værge eller dødsbo, den registrerede far eller hans dødsbo eller en mand, der på grund af fejlen ikke er blevet registreret som far til barnet, eller hans dødsbo inden tre år efter barnets fødsel forlange sagen genoptaget.

Stk. 2. Sag kan ikke rejses af faderen eller hans dødsbo, hvis han med kendskab til eller formodning om fejlen har anerkendt barnet ved at behandle det som sit. Sag kan heller ikke rejses af moderen eller hendes dødsbo, hvis hun med kendskab til eller formodning om fejlen har ladet faderen behandle barnet som hans.

Stk. 3. En sag skal genoptages efter anmodning fra en mand, som efter § 6, stk. 3, skal have meddelelse om barnets fødsel, hvis meddelelsen ikke er kommet frem til ham inden fem måneder efter fødslen. Anmodning skal fremsættes uden ugrundet ophold, efter at han har fået kendskab til barnets fødsel, og senest tre år efter fødslen.

§ 24. Er faderskabet til et barn registreret eller fastslået ved anerkendelse eller dom, kan moderen eller hendes dødsbo, barnets værge eller dødsbo eller faderen eller hans dødsbo inden tre år efter barnets fødsel anmode om, at sagen genoptages, hvis der er fremkommet oplysninger om omstændigheder, der kan antages at ville give sagen et andet udfald, eller der i øvrigt er særlig anledning til at antage, at sagen vil få et andet udfald.

Stk. 2. Ved afgørelse efter stk. 1 tillægges det navnlig betydning,

1) hvor lang tid der er gået siden barnets fødsel,

2) om faderen med kendskab til eller formodning om de omstændigheder, der rejser tvivl om, hvorvidt han er barnets far, har anerkendt barnet ved at behandle det som sit,

3) om moderen med kendskab til eller formodning om de omstændigheder, der er nævnt i nr. 2, har ladet faderen behandle barnet som sit,

4) om en part med kendskab til eller formodning om de omstændigheder, der rejser tvivl om, hvem der er barnets far, ikke inden rimelig tid har anmodet om genoptagelse, og

5) om barnet kan forventes at ville få en far, hvis sagen genoptages.

Kilde: Familiestyrelsen