Samfund

Surfere jubler: Det bliver den perfekte storm

Mens de fleste danskere går rundt og frygter, hvad stormen Bodil har med af ubehagelige overraskelser, er en flok gutter på den jyske vestkyst ved at gå til i spænding. Rasmus Fejerskov er inkarneret surfer og håber, at Bodil viser tænder, når hun går i land omkring middagstid.

- Vi er en gruppe på ca. 10 kammerater, der planlægger at tage til Hanstholm og surfe, når stormen rammer senere i dag. Det ser ud til at blive rigtig spændende, fordi lavtrykket kommer ned fra den norske kyst og rammer Danmark med et ordentligt smæld.

- Det unikke ved at surfe om vinteren, er at der er så meget power i vejret. Det kan gå hen og blive helt ideelt i dag - den perfekte storm, lyder det begejstret fra Rasmus Fejerskov, der til dagligt driver en række surf-butikker i Vestjylland.

I oktober var Rasmus Fejerskov og surfer-vennerne også ude at byde orkanen Allan op til vild dans.

- Vi føler ikke, at vi sætter livet på spil, når vi surfer i det her vilde vejr. Vi kender havets adfærd, men er samtidig opmærksomme på de advarsler, der kommer fra myndighederne. Men alt med måde. Det er ikke bølgernes størrelse, der er det farligste, men derimod risikoen for at stresse, hvis man mister overblikket. Mange af os har surfet i 20 år og kender de farlige faktorer, forklarer Rasmus Fejerskov til tv2.dk.

Skulle en af vovehalsene ryge i bølgerne og miste boardet, ved de nøjagtigt, hvad der skal til for at komme i sikkerhed på land.

- Tricket er at svømme med bølgerne ud i en vinkel på 90 grader indtil de mister kraften og dør. Når det går galt, er det oftest fordi folk panikker og svømmer direkte mod bølgerne. Det er en håbløs kamp, man sjældent vinder. Slet ikke under de her forhold, konstaterer Rasmus Fejerskov.