Samfund

PISA-resultater: Danske elever dårligere til matematik

De danske skoleelever er blevet dårligere til matematik og gruppen af de dygtige danske matematik-elever er blevet mindre i forhold til 2009.

Sådan lyder en af konklusionerne i den PISA-undersøgelse, som undervisningsminister Christine Antorini og lederen af den danske del af PISA-undersøgelsen, professor Niels Egelund, fremlægger netop nu i undervisningsministeriet.

Danmark går 1,8 point tilbage i matematik i forhold til den seneste PISA-undersøgelse og scorer nu 500 point. Gennemsnittet for alle deltagerlandene er blot faldet 0,3 point.

- Vi har et lavere gennemsnit end sidst. De dygtige er blevet færre, siger Niels Egelund.

Derudover ligger resultatet for læsning og naturfag på samme niveau som 2009, da sidste PISA-undersøgelsen blev foretaget.  

- Men PISA-resultaterne peger på, at vi står med en udfordring, når det handler om at udvikle både de fagligt svage og de fagligt stærke elevers potentiale. Det skal vi tage med os i vores arbejde med at forberede reformen, der bliver til virkelighed fra næste skoleår, siger undervisningsminister Christine Antorini i en pressemeddelelse.

Med de nye og dårligere resultater i matematik, må Danmark se sig overhalet af tre andre nationer, så vi nu kun er nummer 15 ud af 34 OECD-lande i rangeringen.

PISA er en OECD-undersøgelse, der sammenligner skoleelevers resultater i de forskellige medlemslande. Hensigten er at teste, hvor gode 15-årige er til at bruge deres faglige kunnen.

Du kan læse en sammenfatning af PISA-undersøgelsen her.