Samfund

Nu siger knust Benny farvel til familien

Det var en særdeles påvirket Benny Andersen, der her til morgen måtte tage i lufthavnen for at sige farvel til sin kone Luisa Lee og sin et-årige datter Emma.

Det fortalte han til TV 2 News i Kastrup Lufthavn, hvor familien lige nu venter på at blive splittet ad, når Benny Andersens kone og barn står på flyet mod Taiwan klokken 12.30.

- Jeg troede ikke, det ville ende sådan. Jeg fik et chok og var magtesløs, da jeg fik beskeden, forklarede en tydeligt rystet Benny Andersen.

Luisa Lee fik i fredags endeligt afslag på opholdstilladelse fra Udlændingenævnet med henvisning til, at Benny Andersen for to år siden modtog kontanthjælp som følge af sygdom, der siden har betydet, at han nu er på førtidspension – en indtægt han i dag både bruger til at forsøge sin familie og betale af på den kontanthjælp, han tidligere har modtaget.

Udlændingenævnet opfordrer i sin afgørelse samtidig Benny Andersen til at rejse med sin kone og barn, der i øvrigt er dansk statsborger – det til trods for at hans læger på Rigshospitalet fraråder dette.

Den 40-årige bornholmer lider nemlig af sygdommen kronisk sarkoidose, der gør, at han har brug for hyppig og regelmæssig behandling samt store mængder medicin. Og dertil kommer, at han sygdommen gør det umuligt for ham at få de nødvendige vaccinationer.

Benny Andersens sag er nu blevet taget op igen af Udlændingenævnet, men ikke med opsættende virkning. Og det betyder, at Benny Andersen fortsat er tvunget til at sige farvel til sin familie.

Selv om han er knust over at skulle sige farvel, vil Benny Andersen dog ikke give op.

- Jeg kommer til at kæmpe videre, indtil loven er ændret. Ellers kan jeg ikke sove om natten, lød det fra Benny Andersen.