Samfund

Akkari frygter nye overfald til debatmøde

Den tidligere imam Ahmed Akkari er ikke uvant med trusler og skældsord. Senest blev han truet på livet og kastet sten efter under et debatmøde i Odensebydelen Vollsmose d. 30. september.

Derfor er det heller ikke uden en vis angst, han igen tirsdag aften skal deltage i endnu et møde, denne gang i Gellerup ved Aarhus.

- Risikoen er der, og selvfølgelig gør det mig bange. Det er de samme typer mennesker og de samme typer tanker, de repræsenterer. Det er forkasteligt, at vi ikke kan have en ordentlig debat uden at frygte for ballade, siger Ahmed Akkari til tv2.dk umiddelbart inden aftenens møde.

Østjyllands politi vurderer også, at der i forbindelse med debatmødet er risiko for, at personer med våben skal være til fare for deltagerne eller folk i området.

Derfor har der siden klokken 16 og frem til midnat været indført en visitationszone i området omkring Globus1 i Gellerup, hvor mødet finder sted.

Debatmødet, der er arrangeret af den socialdemokratiske folketingskandidat Christian Rabjerg Madsen handler om, hvordan man kan undgå radikaliseret islamisme i ghettoområder, og det er derfor, det er vigtigt, at møderne bliver afholdt i de belastede områder:

- De ting, vi diskuterer, kan måske være stødende. Men det er reelle problematikker. Og det er grænseoverskridende, at vi ikke kan afholde møderne, uden at der kommer trusler, siger han til tv2.dk.

Han har løbende været i kontakt med Østjyllands Politi omkring arrangementet.

Politiet vil være til stede ved Globus 1 tirsdag aften, og visitationszonen giver betjentene mulighed for at undersøge biler og visitere folk i området for at se, om de bærer våben.

Zonen omfatter et område afgrænset af Edwin Rahrs Vej, Gudrunsvej, Tinesvej, Silkeborgvej og Åby Ringvej.