Samfund

Nabo til rockerborg: Kan jo ikke sælge mit hus

En konflikt mellem Bandidos og udbryderne fra Westside Nation har fået politiet til at forbyde enhver adgang til et hus i den tættere bebyggede del af Næstved.

Westside Nation har forandret huset til en rockerborg, og politiet frygter, at Bandidos vil angribe udbryderbanden ved huset, hvilket også vil bringe de omkringboende naboer i fare.

En af dem er Jesper Brygger, der ikke er tilfreds med, hvordan politikerne tackler problemerne med rockerborgen.

- Vi mener nok, at der fra politisk side skal nogle helt andre lovgivningsmæssige foranstaltninger til, siger Jesper Brygger, der som nabo har fulgt udviklingen gennem flere år - og det kommer han formentlig fortsat til at gøre:

- Du kan jo ikke sælge et hus med en rockerborg ved siden af, siger Jesper Brygger, som derfor føler sig stavnsbundet til sit hus.