Byg dit eget rum-kamera for en tusse

Byg dit eget rumkamera for under 1000 kr. og tag fotos af Jorden

Man tager et billigt digitalkamera, en mobiltelefon med GPS, en flamingokasse, en varmepude, en lille faldskærm og en vejrballon - og vupti, så har man mulighed for at tage billeder af jordkloden fra rummet. Billeder som ellers kun professionelle, som for eksempel den amerikanske rumfartsadministration NASA er i stand til at levere.

Det er to amerikanske ingeniørstuderende, der står bag projektet, der samlet har kostet dem omkring 900 kroner.

Tog et billede hver 5. sekund
Oliver Yeh på 20 og Justin Lee på 23 tog de usædvanlige billeder af Jorden i begyndelsen af september, hvor de sendte deres vejrballon til vejrs.

Det digitale kamera var sat til at tage et billede hvert 5. sekund. En lille varmepude, som skiløbere putter i deres handsker, var tapet til mobiltelefonen, for at batteriet ikke skulle gå død i den stærke kulde i de høje luftlag. Det hele blev puttet i en flamingokasse og bundet fast til en vejrballon fyldt med helium.

Eksploderede i 27 kilometers højde
Som det kan ses på ovenstående video, der er klippet sammen af kameraets mange enkeltbilleder, steg ballonen hurtigt op.

Ballonen nåede op i en højde af 27 kilometer inden lufttrykket fik ballonen til at eksplodere, hvorefter det hurtigt gik nedad igen.

De to studerende havde sendt vejrballonen op i et øde område og studeret vindhastighed og retning nøje, så der var minimal risiko for at det nedstyrtende rumkamera ville ramme nogen i hovedet. Desuden havde de forsynet kassen med en faldskærm.

Ballonturen varede i næsten fem timer, hvor de to ingeniørstuderende ikke havde kontakt til mobiltelefonen.

Til sidst havde de opgivet håbet, da mobiltelefonen pludselig sendte besked om at den atter var inden for de jordbaserede sendemasters rækkevidde.

Fandt rumkameraet 40 kilometer væk
Ved hjælp af mobiltelefonens indbyggede GPS fik Oliver Yeh og Justin Lee koordinaterne på nedstyrtningsstedet, som heldigvis viste sig at være på et let tilgængeligt område ca. 40 kilometer fra opsendelsesstedet.

Jublen vilde ingen ende tage, da Oliver Yeh og Justin Lee så de billeder, som kameraet havde taget.

"Det var et stort øjeblik. Der er noget fascinerende ved at se Jorden højt oppe fra. Jeg kan ikke sige præcis hvad det er. Der er bare noget smukt ved det syn," fortæller Oliver Yeh.

Strengt forbudt i Danmark
Inden du nu selv fare ud og bygger dit eget rumkamera, skal du vide at det i Danmark er strengt forbudt at sende vejrballoner op uden tilladelse.

Man kan dog søge Statens Luftfartsvæsen om dispensation til at opsende en "ubemandet friballon", som det officielt kaldes.