Dansker i Mumbai løb hen over lig

16x9

Dansker tilbage fra Mumbai: Vi flygtede hen over ligene

Jesper Bornak sad og var ved at spise middag med fem besætningsmedlemmer fra Lufthansa på Café Leopold i det sydlige Mumbai, da kuglerne begyndte at flyve om ørerne på selskabet.

"Først troede jeg, det var fyrværkeri. Men da jeg hørte, bomben springe, var jeg ikke i tvivl om, at det var et terrorangreb, fortæller Jesper Bornak til P3 Nyhederne.

I samme omgang bliver der skudt heftigt på cafeen. Alle vinduerne er røget, og noget af taget falder ned og rammer Jesper Bornak på skuldrene.

Tager fat i panisk pige
En pige, der sidder skråt over for ham går i panik, så han tager fat i hende og kaster dem begge på gulvet under et bord. En anden mand fra selskabet lægger sig oven på Jesper Bornak

"Vi ligger så os tre under bordet, mens der bliver skudt heftigt på cafeen. Jeg kan ikke se noget. Jeg kan kun høre, hvad der sker, forklarer Jesper Bornak.

Han kan høre mændene gå rundt i cafeen, flytte bordene og affyre små byger af en til tre skud. De mange skud bliver kun afbrudt da mændene skifter magasin.

"Der kommer en af dem hen og går forbi vores bord. Der er glasskår over det hele, og jeg kan høre, han går på glasskår umiddelbart ved siden af os. Og så affyrer han et par skud ved siden af. Det var så desværre på en indisk pige, som sad skråt bag os. Hun døde af det, fortæller han.

Terrorister var uopmærksomme
På et tidspunkt forsøger de to terrorister at komme op i den bar, der ligger oven på cafeen. Men det lykkedes dem ikke, så de går ud i køkkenet.

Det ser manden, der ligger sammen med Jesper Bornak, så han råber at de skal tage chancen og løbe ud af cafeen.

"På vej ud af cafeen løber vi over døde. Eller de ser ud til at være døde," siger han.

Udenfor bliver der affyret skud, og i panikken mister Jesper Bornak grebet i pigen. Hun løber i retning af skuddene, mens han selv og en gruppe andre løber i modsat retning.

Hjælpes af inder
De kommer ind i en sidegade, hvor de får kontakt til en lokal inder, der skjuler dem i sit hjem. Herfra ringer Jesper Bornak til en ven, og beder ham kontakte Udenrigsministeriet. Han er nu tilbage i Danmark, men er fortsat rystet.

"Da vi lå der, og jeg kunne høre de gik rundt og skød, der var jeg egentlig afklaret med det. Jeg var ikke bange mere. Jeg var ret sikker på, jeg nok ville blive skudt. Og jeg vidste, det kunne få værst tænkelige udgang," siger han til P3 Nyhederne.