Politikere mødes hos DSB om IC4

Folketingets tra-fik-ud-valg er ind-kaldt til mø-de hos DSB om IC4_tog-e-ne

Folketingets trafikudvalg er indkaldt til møde hos DSB om IC4-togene her til morgen klokken otte. Trafikudvalget kender ikke dagsordenen nærmere.

Temaet på mødet er det flere år forsin­kede indkøb af IC4-tog fra den italien­ske fabrikant Ansaldo-Breda.

Ifølge Ritzaus oplysninger overvejer DSB, hvad der findes af muligheder for at øge presset på Ansaldobreda, for tålmodigheden i forhold til de manglen­de tog er tæt på at være sluppet op. Produktionen af de 83 togsæt er langt fremme, men der er fortsat problemer.

Derfor bliver der nu fra flere sider rejst tvivl om, hvorvidt Ansaldobreda nogensinde får togene til at fungere efter danske standarder.

Vil annullere kontrakten
Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og SF ønsker derfor en undersøgelse af, hvilke konsekvenser en annullering af kontrakten vil have økonomisk og juridisk.

Både DSB og Carina Christensen afviste tirsdag aften at kommentere det forestående møde og en eventuel annullering af togkontrakten.

Flere politikere kræver som minimum, at DSB sætter Ansaldobreda stolen for døren.

Ultimatum fra S
Socialdemokraterne møder op med et ultimatum til transportministeren og DSB.

"Enten skal vi have en leveringsplan, der taler om måneder og ikke år før påbegyndelse, eller også skal der fremlægges en strategi for at komme ud af kontrakten med Ansaldo. Så enkelt er det," siger partiets trafikordfører Magnus Heunicke.

"Kan DSB ikke levere en af de to muligheder, må transportminister Carine Christensen drage de nødvendige drastiske konsekvenser over for DSB's øverste ledelse," siger han.

Socialdemokraterne ønsker også en plan for afvikling af de gamle "kreaturvogne", der stadig bumler rundt på de sjællandske skinner, også efter planen forlængst skulle have været bortrangeret til fordel for de IC3-tog, der bliver ledige, når IC4 kommer. Der skal lejes eller leases tidssvarende erstatningsmateriel til pendlerne, og det kan kun gå for langsomt," siger Magnus Heunicke

Også utilfredshed hos SF
SF's trafikordfører, Pia Olsen Dyhr, forlanger tidsfrister nu.

"Kan Ansaldobreda ikke garantere, at IC4-togene meget snart kommer på skinner, skal kontrakten rives i stykker.

"Der må ikke gå mere end to år, før alle 83 tog kører. Alle togene skulle være leveret 1. januar 2006, og med to år mere taler vi fire år ud over leveringstid," siger Pia Olsen Dyhr.

Pia Olsen Dyhr pointerer, at Carina Christensen også har et ansvar og ikke bare kan lade DSB klare sig selv.

"Hun begynder at sidde yderligt som minister, hvis hun ikke finder en løsning nu. DSB risikerer at dø på det her. De har rigtig mange penge ude at svømme. Ministeren kan ikke bare henvise til bestyrelsen i DSB, for det er et statsejet selskab, hvor staten er eneejer," siger Pia Olsen Dyhr.