Borgmester Ulrik Wilbek har sygemeldt sig resten af september

Viborgs borgmester, Ulrik Wilbek (V), er blevet sygemeldt resten af september.

Viborgs borgmester, Ulrik Wilbek (V), har sygemeldt sig.

Det skriver Viborg Stifts Folkeblad.

Kommunens borgmesterkontor bekræfter sygemeldingen til Ritzau og oplyser, at den forventes at vare indtil den 28. september.

Kommunen afviser derudover at forklare yderligere om sygemeldingen og dens årsager.

Måtte drosle ned

Mens Ulrik Wilbek er sygemeldt, vil den socialdemokratiske viceborgmester Mads Panny varetage de formelle opgaver.

Det sker blandt andet på byrådsmødet onsdag, hvor Ulrik Wilbek vil være fraværende.

Viborg Stifts Folkeblad skriver, at Ulrik Wilbek for mindre end et år siden måtte drosle ned på arbejdet i en periode, fordi han var blevet ramt af akut høretab på det ene øre, mens han på det andet havde en konstant susen, der påvirkede hans koncentrationsevne.

Den seneste tid har budt på flere store opgaver for Viborgs borgmester, skriver lokalavisen videre.

Det drejer sig eksempelvis om en omfattende proces med at lægge det kommunale budget samt en overlevelseskamp for Midtjyllands Lufthavn, som han er formand for.

Ulrik Wilbek blev valgt som Viborgs borgmester ved kommunalvalget i 2017.

Inden da var han blevet landskendt som landstræner for både dame- og herrelandsholdet i håndbold. Her vandt han medaljer helt fra begyndelsen af 1990'erne til midten af 2010'erne.