Theresa Scavenius: Hovedbestyrelsen vil ikke ekskludere mig

Ingen bliver ekskluderet efter konflikt i Alternativet, har hovedbestyrelsen meddelt Scavenius, siger hun.

Theresa Scavenius (AL) har fået at vide af hovedbestyrelsen i Alternativet, at hun ikke bliver ekskluderet.

Det skriver hun i en sms til Ritzau lørdag aften.

- Ingen bliver ekskluderet, fik jeg at vide fra HB (hovedbestyrelsen, red.) her til aften, skriver hun.

Mistede tillid

Fredag meldte Theresa Scavenius ud, at hun har mistet tilliden til en intern mæglingsproces i Alternativet og derfor forlod den.

- Tidligere i dag (fredag, red.) forlod jeg den interne proces i Alternativet, fordi jeg ikke kunne få klare svar og mistede tilliden til, at Hovedbestyrelsen kunne håndtere det retfærdigt og seriøst, skrev Scavenius på X, tidligere kendt som Twitter, fredag.

Det skete, efter den øvrige folketingsgruppe skulle have ønsket at ekskludere hende ifølge DR.

Hovedbestyrelsen i Alternativet fik ifølge DR en indstilling fra den øvrige folketingsgruppe om at ekskludere Scavenius i august.

Foruden Scavenius sidder der fem personer i Alternativets folketingsgruppe.