De har råbt op om højere løn i årevis, nu får de deres ønske opfyldt
Fire offentlige faggrupper skal have mere i løn. Det er et risikabelt politisk valg, mener Hans Redder.
Få dage før valget i oktober sidste år fortalte statsminister Mette Frederiksen (S), at Socialdemokratiet var klar til at sikre bedre vilkår for medarbejdere i velfærdssamfundet.
Lørdag kunne statsministeren så løfte sløret for, hvilke faggrupper, hun forestiller sig kan se frem til en lønstigning i et interview med TV 2.
Én af de grupper er sygeplejerskerne.
Ifølge regeringen vil lønstigningen, når den er fuldt indfaset, for sygeplejerskerne være på omkring 2500 kroner før skat, og det kalder formanden for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen, for et ”godt skridt på vejen”.
- Det kan hjælpe os på nogle af de områder, hvor vi helt klart har et kæmpe pres, og hvor lønningerne simpelthen ikke er fulgt med, siger hun til TV 2.
Sygeplejerskerne er tænkt ind i ligningen
Hos Dansk Sygeplejeråd er de glade for at være en af grupperne, som regeringen vil give et lønløft til.
- Vi er gået efter, at sygeplejersker blandt andet skulle have noget mere i løn, og vi kan høre, at vi også er tænkt ind i den ligning, der rent faktisk planlægges med nu, siger Grete Christesen.
Formanden ser positivt på, at midlerne kan forhandles, når der skal indgås trepartsforhandlinger i efteråret.
Regeringen risikerer, at både fagforeninger og vælgere kan blive vrede over den her beslutning
Hans Redder, politisk redaktør TV 2
Trepartsforhandlinger finder sted mellem arbejdsgiverorganisationer, hovedorganisationerne og Finansministeriet.
Ole Krohn, der er erhvervskommentator på TV 2, peger på, at det bliver nogle meget interessante forhandlinger, der kommer til at udspille sig mellem arbejdsgivere og lønmodtagere.
- Det modkrav som arbejdsgiverne først og fremmest kommer til at stille er, at man giver lønforhøjelser til dem, der tager aften- og nattevagter. Det er dér, man har de helt store rekrutteringsproblemer, siger han.
Ikke højere løn til alle
I interviewet med TV 2 fastslår Mette Frederiksen, at det ikke er muligt at give alle faggrupper en lønstigning, og at det desuden ikke vil være alle inde for faggrupperne, der vil mærke lønstigningerne.
Hos Dansk Sygeplejeråd er de enige i, at pengene ikke kan fordeles ligeligt.
- Jeg er enig med Mette Frederiksen i, at det er rigtig svært at dele det ud til samtlige offentligt ansatte, for så vil det blive så lidt, at ingen rigtig vil kunne mærke det, siger Grete Christensen.
Ud over sygeplejersker kan social- og sundhedsassistenter, sundhedshjælpere, pædagoger og kriminalforsorgen se frem til ekstra lønkroner.
Et risikabelt valg
Hans Redder, der er politisk redaktør på TV 2, mener, at det er et risikabelt politisk valg at fremhæve nogle faggrupper fremfor andre.
- Regeringen risikerer, at både fagforeninger og vælgere kan blive vrede over den her beslutning, lyder vurderingen.
Hans Redder peger på, at Mette Frederiksen gav et valgløfte om, at nogle offentligt ansatte ville få mere i løn. Selvom hun ikke pegede på nogle specifikke grupper, tror Hans Redder, at der nu vil sidde grupper og føle sig overset.
- Der venter stadig trepartsforhandlinger, men det bliver med de her fire grupper som udgangspunkt, at Mette Frederiksen gerne vil fordele pengene, siger han.
Ifølge Hans Redder bliver det spændende at se, hvordan de grupper, der ikke er blevet valgt, kommer til at reagere på udmeldingen.