Theresa Scavenius forlader konfliktmægling: - Der må ikke gå hønsegård i den
Konfliktmægling var et krav, før Alternativet kunne træffe endelig afgørelse om, hvorvidt de bør skride til eksklusion eller ej.
Theresa Scavenius (Å) har mistet tilliden og har derfor forladt den "interne proces" i Alternativet.
Det skriver folketingsmedlemmet på det sociale medie X, som tidligere er kendt som Twitter.
- Jeg kunne ikke få klare svar og mistede tilliden til, at Hovedbestyrelsen kunne håndtere det retfærdigt og seriøst, skriver Scavenius om den "interne proces", som hun altså nu ikke længere er en del af.
- Jeg har været meget tålmodig, men nu er det slut. Jeg ved ikke, hvad der sker herfra.
Hovedbestyrelsens forperson, Trine Aslaug Hansen, bekræfter i en skriftlig kommentar til TV 2, at Scavenius har forladt konfliktmæglingen.
- Det er beklageligt, men vi må blot tage Theresas beslutning til efterretning. Herfra er det vores opgave at beslutte, hvad der skal ske videre herfra.
En kamp om partiet
Overfor TV 2 tilføjer Theresa Scavenius, at beslutningen skyldes tvivl om, hvorvidt hovedbestyrelsen reelt ønskede at løse konflikten, eller om det blot var et skridt på vejen til at kunne ekskludere hende.
Samtidig er Scavenius' analyse af stridighederne, at der er tale om en "kamp om, hvordan Alternativet skal være som parti".
- Jeg repræsenterer en del af partiet, der ønsker en ny politisk kultur og ikke går på kompromis med den politik, vi står for. Samtidig er der en anden del af partiet, der ønsker, at vi bare skal indgå i Christiansborg-boblen og gøre, som alle andre partier, siger Scavenius til TV 2.
Melder du dig ud af partiet?
- Nej. Jeg kæmper stadig for alt det, der er i Alternativets politiske program – og især klimapolitikken. Det håber jeg stadig at kunne.
Er det ikke en falliterklæring ikke at ville indgå i en konfliktmægling?
- Jeg har jo gjort det i mange uger og har forsøgt det, siger Theresa Scavenius og forklarer, at hun har følt en "uklarhed" i forhold til formålet med mæglingen.
- Jeg ikke kan deltage i processen, når jeg ikke ved, hvad den handler om.
Hvordan forestiller du dig, at du kan være en del af et parti, hvor de resterende fem i folketingsgruppen vil ekskludere dig?
- Lige nu ser det svært ud, men jeg ser det ikke som noget, der ikke kan genoprettes. Vores projekt er større, end at der må gå hønsegård i den. Selvfølgelig kan det løses.
Theresa Scavenius venter nu på en udmelding fra hovedbestyrelsen.
Aflyste pressemøde på grund af strid
Onsdag aflyste Alternativet deres sommergruppemøde på ubestemt tid, da DR kunne fortælle om samarbejdsvanskeligheder i folketingsgruppen.
Problemerne i gruppen var på daværende tidspunkt ifølge TV 2s oplysninger blevet så store, at partiets fem andre folketingsmedlemmer havde forsøgt at smide Theresa Scavenius ud af partiet.
Et medlem, som "vedvarende modarbejder Alternativet", kan ifølge partiets vedtægter ikke ekskluderes, før man har forsøgt at løse konflikterne med mægling.
TV 2 forsøger at få et interview partiets leder, Franciska Rosenkilde. Blandt andet for at opklare, om Alternativet nu ønsker at skride til eksklusion.
Den politiske leder er imidlertid ikke vendt tilbage på TV 2s henvendelser.
Har raget uklar med flere
Theresa Scavenius har været medlem af Folketinget siden valget i november og er ordfører for klima, energi, uddannelse og forsvar.
Ifølge TV 2s oplysninger har hun flere gange siden valget raget uklar med sine partifæller. Blandt andet ved at have en mere konfrontatorisk tilgang, en partiet har praksis for.
Theresa Scavenius har blandt andet for nylig talt imod Alternativets linje om forbuddet mod koranafbrændinger. Scavenius er imod, mens partiet officielt er for.
- Det skal et parti kunne rumme, sagde hun i den forbindelse til Berlingske.
Theresa Scavenius stillede desuden i februar 2020 op som kandidat, da der skulle vælges ny leder af Alternativet efter stifteren Uffe Elbæk. Dengang valgte partiet Josephine Fock, der som bekendt kun havde posten i få måneder.