Kritikken spreder sig i S – og Mette Frederiksens efterår ser pludselig mere besværligt ud
ANALYSE: Velfærd eller skattelettelser? Nu skal Mette Frederiksen pludselig selv forsvare sig mod de klassiske socialdemokratiske slagord.
Det kan umiddelbart lyde som en politisk drømmeopgave, regeringstoppen står overfor, når de i de kommende uger skal lægge sidste hånd på deres 2030-plan.
For pengene vælter ind i statskassen.
Før sommerferien opjusterede Finansministeriet det såkaldte råderum med 16 milliarder kroner. Og da Danmark vendte tilbage fra ferien, fandt de minsandten fire milliarder mere.
2030-planen bliver regeringens svar på, hvordan de mange milliarder skal bruges. Der skal åbnes for den store gavebod.
Men for statsminister Mette Frederiksen (S) og finansminister Nicolai Wammen (S) er den øvelse pludselig blevet noget mere kompliceret. Og potentielt farlig.
For nu skal statsministeren pludselig selv til at forsvare sig mod en af de mest effektfulde socialdemokratiske kampagnebudskaber: Skattelettelser eller velfærd?
Hensynet til regeringen eller hensynet til partiet
Sat på spidsen er der lige nu to modsatrettede hensyn, som S-toppen skal afveje overfor hinanden: Hensynet til stabiliteten og samarbejdet i SVM-regeringen – og hensynet til et stadig mere højlydt utilfredst socialdemokratisk bagland.
Venstre, regeringens kriseramte parti, har nemlig brug for en sejr. Og den sejr handler om skattelettelser. Allerede i regeringsgrundlaget blev det besluttet, at der skulle gennemføres lettelser af blandt andet topskatten for fem milliarder kroner. Med fundet af nye milliarder i statskassen kræver Venstre nu, at skattelettelserne skal være endnu større.
Det skal Ellemann kunne levere for at vise sine vælgere og sit eget bagland, at det giver mening for partiet at sidde i regering med de traditionelle hovedmodstandere fra Socialdemokratiet. At Venstre kan levere politiske resultater.
Ellemanns parti befinder sig på den dårlige side af 10 procent i de fleste meningsmålinger i øjeblikket, og uden mærkbare sejre risikerer Venstres krise blot at vokse yderligere og gøre hele regeringssamarbejdet ustabilt.
Det ved Mette Frederiksen og Nicolai Wammen udmærket. Og derfor har de også allerede tilkendegivet, at ja; der kommer endnu større skattelettelser, end det blev annonceret i regeringsgrundlaget.
Skriger til himlen
Men samtidig har en usædvanlig hård kritik fra det socialdemokratiske bagland de seneste uger rejst sig.
Rundt om i landets 98 kommuner er man i disse uger i gang med at forhandle om næste års budgetter, og borgmestre har travlt med i medierne at tegne billedet af en kommunal velfærd, der for længst er skåret ind til benet.
- Det er svært for os at se statsministeren sige, at der er penge nok, mens vi nedlægger flextrafik og sparer på rengøring hos de ældre. Vi kan ikke genkende billedet af, at der er penge nok. Lige nu tømmer vi bare kommunekasserne, lyder det fra Næstveds borgmester Carsten Rasmussen (S).
Til DR siger Albertslunds borgmester Steen Christiansen (S):
- Jeg har selvfølgelig forståelse for, at når man er i en midterregering, så er der kompromiser til begge sider. Men lige nu skriger det til himlen, at vi står med nogle meget trængte budgetter i kommunerne, og på den anden side så taler man om yderligere skattelettelser.
Bekymring og vrede spreder sig
Da Mette Frederiksen og resten af regeringstoppen onsdag eftermiddag parkerede deres store kampagnebus i Aalborg – Mette Frederiksens egen valgkreds – stod demonstranter klar med bannere og protestråb med samme budskab; prioritér velfærden, ikke skattelettelser.
Stadig flere lokalvalgte socialdemokrater melder sig dag for dag i koret af kritikere.
Også i folketingsgruppen og på ministerholdet vokser erkendelsen af, at det er en dagsorden, der kommer til at presse partiet mærkbart dette efterår.
På et socialdemokratisk gruppemøde i sidste uge blev borgmestrenes kritik drøftet, og ifølge TV 2s oplysninger gav flere gruppemedlemmer udtryk for, at de forstod og delte deres partifællers frustration. Mette Frederiksen var ikke selv til stede på gruppemødet.
En del socialdemokrater på Christiansborg ser også med en vis nervøsitet frem mod partiets årsmøde, der finder sted i Aalborg næste weekend. Her mødes partitoppen med bagland og lokalt valgte – og med pressen som årvågne tilskuere.
Hvor mange går hér på talerstolen og ytrer kritik?
Flere kilder forventer et mere besværligt og langt mindre festligt årsmøde, end det har været tilfældet i årevis. Ja vel i virkeligheden lige siden Mette Frederiksen for otte år siden blev formand.
Forsvarer sig
Det er vigtigt at have proportionerne på plads her.
Nej, der er ikke et regulært oprør på vej mod Mette Frederiksen. Hendes formandspost er ikke i fare. Og hun og resten af partiet kan i øvrigt lune sig ved meningsmålinger, der ser nogenlunde fornuftige ud i øjeblikket – ganske vist under valgresultatet, men stadig på den gode side af 20 procent.
Men kritikken har for længst nået et niveau, hvor den ikke blot kan ignoreres og ties ihjel – og Mette Frederiksen og Nicolai Wammen er da også rykket ud med svar på tiltale:
De har offentliggjort beregninger, der viser, at kommunerne skam har fået tilført ekstra midler de seneste år. Og lovet, at der i 2030-planen også vil være ”store investeringer i vores velfærd”.
Den slags budskaber vil dog ikke være nok til at få den interne kritik til at lægge sig.
Og på Christiansborg slikker partier som SF og Enhedslisten sig om munden med udsigten til at kunne rulle kampagner ud med varianter af et budskab, Socialdemokratiet igen og igen selv har fremført – og vundet valg på: Valget står mellem velfærd eller skattelettelser.
Mette Frederiksens efterår ser pludselig mere besværligt ud.