Radikale reagerer på ”skøreste” klimadebat nogensinde – nu skal oksekødet og cowboybukserne være dyrere

De radikale anerkender, at det bliver svært at skaffe politisk flertal. Ikke desto mindre har de en liste over ti produkter, der skal være dyrere.

Et par cowboybukser skal være 20 kroner dyrere, vi skal betale 10 kroner mere for et kilo oksekød, og flybilletten bør stige med en 100-kroneseddel.

Sådan lyder i hvert fald nogle af forslagene fra Radikale Venstre, der tirsdag på et pressemøde har præsenteret, hvad partiet kalder en ”ambitiøs, grøn afgiftsreform”, der skal gøre de grønne valg til de nemme valg.

- Hvis ikke det var gået op for os før, så må det oven på denne sommer stå i flammeskrift. Vi er nødt til at tage ansvar for vores forbrug, siger Samira Nawa, der er partiets næstformand.

Aldrig oplevet en skørere debat

Hun bakkes op af partiets politiske leder, Martin Lidegaard, der kalder de seneste ugers klimadebat for ”den skøreste”, han nogensinde har oplevet inden for området.

- I alle mine år har jeg ikke oplevet en debat, der er mere off. Platformen har aldrig været mere brændende, befolkningens opbakning til, at der skal ske noget, er meget tydelig, og erhvervslivet tripper for at komme i gang, siger han.

Ifølge partiets to frontpersoner går det nye reformbud på tre ben, og det første handler om de omtalte cowboybukser.

Afsvedne ørkener og vand til knæene

Samira Nawa forklarer, at danskerne ikke i tilstrækkelig grad kompenserer for det klimaaftryk, vores forbrug har. Og ifølge hende er det ikke retfærdigt, at vores børn og børnebørn betaler prisen.

- De ville næppe sætte kryds ud for, at vi skulle brænde kloden af, så de skal leve deres liv i afsvedne ørkener og i vand til knæene. Det er ansvarsløst, tankeløst og dybt uretfærdigt, siger hun.

Helt konkret har Radikale Venstre derfor udvalgt ti forbrugskategorier, som ifølge partiet er blandt de mest klimabelastende – og som derfor skal have konsekvenser for danskernes pengepung.

Det betyder blandt andet, at der skal vægtbaseret afgifter på tekstiler, og at eksempelvis et par cowboybukser derfor bliver omkring 20 kroner dyrere.

Du kan se alle ti kategorier herunder.

Hvad vil Radikale Venstre gøre dyrere?

Radikale Venstre foreslår i første omgang, at afgiftsreformen inkluderer følgende ti produktkategorier og afgifter:

  • Flyafgift
  • Værdibaseret afgift på okse- og kalvekød
  • Afgift på cement og cementprodukter
  • Øget dieselafgift
  • Udfasning af rabatter på fossile brændsler
  • Kilometerbaseret vejafgift
  • Vægtafgift på tøj og tekstil
  • Afgift på biomasse til el og varme
  • Øget afgift på emballage og engangsservice
  • Afgift på salg af lattergasflasker til forbrug

Afgiftsreformens andet ben handler om social balance, lyder det.

Skattelettelser "i bunden"

Hensigten er nemlig ikke, at indtægterne fra de nye afgifter skal ligge og blomstre i statskassen, og derfor vil partiet ”lempe skatten i bunden”, siger Samira Nawa.

Ingen af de to partifrontfigurer blev på pressemødet konkrete på, hvordan skatten skal lettes. Men på partiets hjemmeside uddybes det, at partiets målsætning med afgiftsreformen er, at afgifterne i alt vil generere 40 milliarder kroner.

10 milliarder af dem skal så bruges til at lempe skatten, mens 30 milliarder skal bidrage til ”omlægning af afgifter internt i transportsektoren i et internt kredsløb eller som reinvesteringer i den grønne omstilling”.

Hermed er vi nået til reformens tredje ben, som handler om, at Radikale Venstre vil genåbne klimaloven og vedtage et nyt reduktionsmål for CO₂-udledninger uden for Danmarks grænser på 60 procent inden 2030.

- Det nytter ikke med det nationale fokus, når mere end halvdelen af vores udledning finder sted uden for landets grænser, siger Samira Nawa.

Skal man selv veje sine bukser?

Flere af de fremmødte journalister til dagens pressemøde spurgte ind til, hvordan de foreslåede afgifter konkret skal træde i kraft.

Blandt andet hvem der skal sørge for, at ens nye bukser bliver vejet, når man står i butikken.

- Det er ikke op til dig (den enkelte forbruger, red.) at veje dem, men det er der, hvor du køber dem, at man skal sætte prisen korrekt, siger Samara Nawa.

Næstformanden understregede dog også, at flere af forslagene ikke er hverken færdigudviklede eller skrevet i sten.

Eksempelvis er det ikke utænkeligt, at produkter, der er produceret på bæredygtig vis, på længere sigt kan få et tilskud – eller at afgifterne på anden vis reduceres, så bæredygtige tiltag bliver tilgodeset.

- Det her er vores bud på, hvor man kan starte, men vi vil gerne forfine det hen ad vejen, siger næstformanden.

Bliver en udfordring med flertal

Flere journalisters spørgsmål gik også på, hvordan de radikale vil få regeringen til at lytte til deres forslag, når nu partiet selv har takket nej til Klimaministeriet – og når landets flertalsregering ikke er tvunget til at samarbejde med de radikale.

Til det svarede Martin Lidegaard, at partiets historie er ”spækket” med forslag, som folk i første omgang har rystet på hovedet af, men som så er blevet en realitet.

Eksempelvis en fond til den grønne omstilling, som for omkring et år siden endte i en bred aftale.

- Vi ved godt, at vi betræder ny jord her, og at det bliver en udfordring at få et flertal i Folketinget. Men alle eksperter – og nok også de fleste i befolkningen – er jo enige om, at det er virkelig vigtigt at få fokus på vores forbrug, siger formanden.