Regeringen indkalder til pressemøde: - Meget tyder på, at vi får besøg af en prominent person
Selvom Rasmus Tantholdt netop er hjemvendt fra Ukraine, tager han i dag til Skrydstrup for at være tæt på begivenhederne.
- Meget tyder på, at vi kan få besøg af en prominent person fra Ukraine i de kommende timer.
Sådan lyder det søndag morgen fra politisk kommentator Noa Redington til TV 2 på dagen, hvor regeringen holder pressemøde på Flyvestation Skrydstrup, og kronprinsesse Mary deltager i en dansk-ukrainsk gudstjeneste i Haderslev Domkirke.
- Hvis Zelenskyj kommer, er det et lille stykke danmarkshistorie, siger han.
Den ukrainske præsident og hans kone var lørdag i Sverige, hvor de besøgte statsministeren og regentparret.
- Han er ude at mobilisere den internationale opinion. Der er sket et markant gearskifte i forhold til at støtte Ukraine. Det er et meget stærkt signal til den danske befolkning, siger Noa Redington.
Ifølge den politiske kommentator er det naturligt, at hele regeringstoppen deltager i søndagens pressemøde.
- Det sender et meget stærkt signal til den danske befolkning. Krigen har varet i lang tid, og der er en vis træthed i den vestlige verden i forhold til støtte. Et besøg er med til at galvanisere os, og sætte ord på, hvad der foregår. Det er politisk noget, man har prioriteret utroligt højt, lyder det fra Noa Redington.
Tantholdt skal til Skrydstrup
Vi ved endnu ikke præcis, hvad der skal ske i dag, understreger TV 2s korrespondent Rasmus Tantholdt, som har kigget nærmere på pressemeddelelsen fra Statsministeriet.
Der står, at der vil være "presseelementer", men ingen har været ude og fortælle præcis, hvad der skal foregå, forklarer han videre.
- Men lad mig sige det på den måde, det virker til at være så interessant, at jeg – selvom jeg lige er kommet hjem fra Ukraine, og skulle holde fri – gerne vil til Skrydstrup, siger Rasmus Tantholdt.
Danmark står foran at skulle uddanne ukrainske piloter til kampfly.
Det sker efter, at amerikanerne i denne uge meddelte, at de har godkendt muligheden for tredjeparts overførsler af F-16-fly til Ukraine.
Den danske regeringstop besøgte 30. januar den sydukrainske havneby Mykolajiv sammen med den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj.
Vil forhandle med flere lande
Søndag vil Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, forhandle med lande, der støtter Ukraine i at levere det udstyr, der er nødvendigt for at vinde krigen mod Rusland.
Det sagde præsidenten selv på et pressemøde i Sverige lørdag.
Her har den ukrainske præsident indgået en ny samarbejdsaftale med den svenske statsminister Ulf Kristersson, og i den forbindelse appellerede Volodymyr Zelenskyj om at få det svenske kampfly Gripen.
Præsidenten fortalte videre, at han står foran flere møder om militære donationer med andre lande.
Dansk-ukrainsk gudstjeneste
Klokken 15 besøger statsminister Mette Frederiksen (S), vicestatsminister- og forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) Flyvestation Skrydstrup.
Det oplyser Statsministeriet i en pressemeddelelse.
Besøget kommer efter, at USA for to dage siden godkendte, at Danmark og Holland sender F-16 til Ukraine. Godkendelsen beror på, at flyene kan sendes til Ukraine så snart, at træningen af ukrainske piloter er fuldført.
Klokken 16.30 deltager kronprinsesse Mary i en dansk-ukrainsk aftengudstjeneste i Haderslev Domkirke. Det fremgår af Kongehusets hjemmeside.