Ordfører er rystet over nye forkerte oplysninger i våbensag

Liberal Alliance vurderer, at Forsvarsministeriet har haft et større ansvar for våbensagen end hidtil oplyst.

Det er "meget rystende", at der nu kommer yderligere fejl frem i redegørelsen af sagen om indkøb af israelske våbensystemer.

Det siger Liberal Alliances forsvarsordfører, Carsten Bach, efter at han fredag eftermiddag har været til ekstraordinært møde med forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V).

- Jeg er blevet oplyst om, at der er kommet forkerte oplysninger frem i en redegørelse, der skulle redegøre for forkerte oplysninger, hvilket for mig er meget rystende i en så alvorlig sag, der handler om milliardindkøb af våben til det danske forsvar.

Større ansvar i Forsvarsministeriet

Forsvarsministeriet har i sin redegørelse om den såkaldte Elbit-sag, hvor Folketinget har fået forkerte oplysninger om blandt andet deadline for indkøb af de israelske våbensystemer, placeret et ansvar hos Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI).

Efter redegørelsen blev lagt frem, er der dog dukket nye dokumenter op.

De viser, at Forsvarsministeriet fortalte FMI, at der var en skarpere deadline, end hvad der reelt var tilfældet

- Det virker til, at der er et større ansvar i Forsvarsministeriet, end hvad der i første omgang er redegjort for, siger Carsten Bach.

- Derfor er det vigtigt, at en uvildig undersøgelse også omhandler, hvad der er sket i Forsvarsministeriet.

Mistet tilliden

Jakob Ellemann-Jensen har mistet tilliden til sin departementschef Morten Bæk, som derfor er blevet fritaget for tjeneste fredag.

Ministeren kan ikke svare på, hvorfor hans ministerium har givet forkerte oplysninger.

- Det er et godt spørgsmål og understreger for mig behovet for den uafhængige undersøgelse, vi skal have af sagen, siger han efter det ekstraordinære hastemøde.

Forsvarsministeren siger, at han ikke har kunne få et godt svar på, hvorfor hans ministerium har givet forkerte oplysninger.

- Det skal undersøgelsen vise. Det har jeg ikke noget klart og entydigt svar på. Det har jeg ikke kunne få. Derfor synes jeg, det er vigtigt med en uvildig undersøgelse.