Torsten Gejl sygemeldt med stress og fysiske smerter
52 ordførerskaber og en hård politisk overlevelseskamp har taget hårdt på Alternativets Torsten Gejl.
Folketingspolitikeren Torsten Gejl, politisk ordfører for Alternativet, har sygemeldt sig med stress med fysiske følgeskader.
Det skriver han på Facebook.
Her beretter han om, at han som følge af stressen har mange fysiske smerter i skuldre og ben.
- Jeg lyttede ikke til det, som både kroppen og mine nærmeste forsøgte at fortælle mig, skriver Torsten Gejl.
- Det har en pris, og den betaler jeg nu. Min krop protesterer på det kraftigste mod det, jeg har udsat den for. Derfor skal jeg have en pause.
Torsten Gejl beskriver, at han har været overbelastet i "alt for lang tid".
I den seneste Folketings-samling sad han som eneste folketingsmedlem for Alternativet, hvor han i tre år havde 52 ordførerskaber.
- Når så miraklet sker, og partiet overlever, skal der findes en landingsbane for at komme ned i et forsvarligt tempo igen. Det har været svært for mig - faktisk fortsatte jeg bare i fuld fart.
Kiggede skørt på ham
Torsten Gejl ser tilbage på en dag i juni, hvor graden af hans stress stod særligt frem.
Han havde otte debatindlæg på blokken, men han kunne rent fysisk ikke skrive dem selv på grund af inflammatorisk tilstand i hans skuldre.
Torsten Gejl foreslog sin medarbejder, at han indtalte dem, og at kollegaen efterfølgende skrev dem ned.
Kollegaen kiggede skørt tilbage, skriver Torsten Gejl i sit Facebook-opslag, og spurgte, hvordan han egentlig havde det.
Det fik ham til at indse, "at den var gal".
- Jeg har ingen kognitive følgeskader, men min krop har sagt fra, og hvis jeg ikke tager det alvorligt nu, er jeg bange for, at mine skader bliver kroniske.
Torsten Gejl skriver videre, at hans læge anbefaler ham at bruge tre måneder på at blive rask igen.
Hans sygeorlov begynder mandag, og den 7. september træder suppleanten Nikoline Erbs Hillers-Bendtsen til.
For højt tempo i samfundet
I partiet bakker man Torsten Gejl op i, at han har taget beslutningen om at sygemelde sig.
- Det er en fare, der især ligger i at været et lille parti, når man har så mange ordførerskaber, som vi har, og gerne vil være med hele vejen rundt, siger gruppeforperson Sascha Faxe.
Alternativet ser også situationen som et bevis på, at der er et for højt tempo i samfundet.
- Uagtet hvilket parti, man er, er det altid hårdt, når en kollega bliver sygemeldt med stress. For os i særdeleshed er det måske et bevis på det, vi taler om: at vi har et samfund, der har et for højt tempo, som vi politisk arbejder for at sætte ned, siger Sascha Faxe.
For at komme nye stressforløb i forkøbet arbejder partiet med at have eksterne ordførerskaber, hvor en af partiets politikere uden for Folketinget kan varetage nogle af opgaverne.
Ligeledes vil folketingsgruppen i højere grad forsøge at tjekke ind på hinanden.