Livebloggen lukker ned
Med både Mette Frederiksen og Joe Biden på vej videre med dagens program betyder det også, at denne liveblog nu lukker ned for i dag.
Tak, fordi I læste med!
Hvad skete der? Statsminister Mette Frederiksen (S) mødtes her til aften dansk tid med USA's præsident, Joe Biden, i Det Hvide Hus.
Mødet skete på et tidspunkt, hvor rygterne om Frederiksens mulige NATO-kandidatur svirrer mere end nogensinde.
Denne liveblog opdateres ikke længere.
Med både Mette Frederiksen og Joe Biden på vej videre med dagens program betyder det også, at denne liveblog nu lukker ned for i dag.
Tak, fordi I læste med!
Pressemødet foran Det Hvide Hus er nu ovre.
Men programmet fortsætter for de to travle overhoveder.
For Joe Bidens vedkommende byder resten af dagens program på et besøg fra det amerikanske NFL-hold Kansas City Chiefs, der vandt dette års Super Bowl tilbage i februar.
Mette Frederiksen derimod fortsætter nu til Kongressen, hvor hun skal hilse på en række amerikanske politikere i Senatet og Repræsentanternes Hus. Senere i aften dansk tid flyver hun videre til Grønland for at deltage i det årlige rigsmøde med den grønlandske landsstyreformand og den færøske lagmand.
Mette Frederiksen svarer for sidste gang under pressemødet på, hvorvidt hun er kandidat til jobbet som NATO-generalsekretær.
Men også denne gang afviser statsministeren spekulationerne:
- Jeg kan kun gentage, hvad jeg har sagt før. Jeg er ikke kandidat til noget andet job, end det jeg bestrider. Og det er ikke anderledes efter den her rejse til USA.
Men kan du afvise, at du er kandidat til NATO?
- Jamen, jeg vil gerne gentage: Jeg er ikke kandidat. Jeg er glad for at være Danmarks statsminister, og det er jeg også efter rejsen til USA.
Statsministeren peger på Bidens udtalelser om det dansk-amerikanske samarbejde som en af de vigtigste ting, der er kommet ud af mødet i dag:
- Det vigtigste for Danmark er, at den amerikanske præsident i dag står og siger, at Danmark er den vigtigste allierede. Det er en kæmpe cadeau, lyder det.
Særligt set i lyset af krigen, understreger Mette Frederiksen:
- Det, at vi har så stærkt et venskab og arbejdsfællesskab med amerikanerne betyder alverden for danskernes sikkerhed.
Pressen spørger igen, hvordan statsministeren vil forholde sig til, at hun er blevet nævnt blandt flere internationale medier som topkandidat til NATO.
En opbakning som Mette Frederiksen udelukkende ser som noget positivt på hele Danmarks vegne:
- Jeg er da glad for at nyde en international opbakning for det arbejde, jeg laver i Danmark, lyder det.
- Jeg synes da egentlig, at der er grund til at være glad for den internationale opbakning.
Mette Frederiksen bliver nu spurgt, hvorfor mødet trak så meget ud.
Men statsministeren afviser endnu en gang, at det skulle være på grund af NATO-rygterne, at hun og Biden måtte bruge længere tid på samtalen:
- Jeg er her ikke for at søge noget job. Jeg er her for at passe mit arbejde, lyder det.
Mette Frederiksen ankommer sammen med blandt andet protokolchef Rufus Gifford.
- Vi har diskuteret rigtig, rigtig mange forskellige ting, blandt andet krigen i Ukraine og NATO-topmødet om få uger.
- Vi har været langt omkring. Og jeg vil egentlig gerne have lov at dele med dem hjemme i Danmark, hvor stor en ros der er til vores land.
Det gælder blandt andet den danske efterretningstjeneste, der har fået meget ros under mødet med den amerikanske efterretningstjeneste CIA tidligere i dag, fortæller statsministeren.
- Og det, synes jeg, at alle skal ranke ryggen i forhold til.
Over en time senere end ventet kommer Mette Frederiksen nu ud til den danske presse, der venter foran Det Hvide Hus.
Nu er døren åbnet foran Det Hvide Hus.
Om lidt taler Mette Frederiksen til den danske presse.
Mens vi venter på, at statsminister Mette Frederiksen kommer ud fra Det Hvide Hus og besvarer pressens spørgsmål, holder Joe Bidens talskvinde, Karine Jean-Pierre, pressemøde.
Det er kun en udvalgt gruppe af amerikanske journalister, der deltager på Jean-Pierres daglige pressebriefinger, og de danske journalister er ikke velkomne.
Hvis de var, ville Karine Jean-Pierre med sikkerhed have fået et spørgsmål om Mette Frederiksens mulige NATO-kandidatur. Et emne som talskvinden ikke berørte under briefingen, selvom at Mette Frederiksen altså lige nu er til stede i Det Hvide Hus.
TV 2s USA-korrespondent, Jesper Steinmetz, og TV 2s politiske redaktør, Hans Redder, hæfter sig begge ved, at NATO-spekulationerne ikke blev italesat af hverken Mette Frederiksen eller Joe Biden, da de sammen viste sig for pressen.
I videoen her sætter de flere ord på, hvordan de oplevede mødet i Det Ovale Værelse.
Mødet mellem Joe Biden og Mette Frederiksen er allerede trukket ud med 25 minutter.
Men det ser ud til at vare lidt længere endnu.
I hvert fald har TV 2s hold på stedet modtaget en meddelelse fra den amerikanske præsidents stab om, at mødet trækker ud med yderligere cirka 15 minutter.
Selvom at statsminister Mette Frederiksen (S) den seneste times tid ifølge tidsplanen har siddet i Det Ovale Værelse sammen med præsident Joe Biden, er der dukket et opslag op på Frederiksens profil på Instagram.
- Gode venner er afgørende. Særligt i svære tider, skriver statsministeren, som altså endnu ikke har forladt Det Hvide Hus og præsident Biden.
Hvis Mette Frederiksen og Joe Biden vil tale om NATO-kandidaturet, kan det meget vel allerede være sket. Inden at pressen blev lukket ind i Det Ovale Værelse, havde de to nemlig allerede haft tid til "en fortrolig snak," fortæller USA-korrespondent Jesper Steinmetz.
TV 2s politiske redaktør, Hans Redder, tilføjer:
- Hvis Mette Frederiksen vil lægge de her spekulationer døde, så er det her det fuldstændig oplagte sted at gøre det. Hun kan sige: "Tak, men nej tak" til den amerikanske præsident, hvis det er det, hun vil. Det, man skal bemærke sig, er, at så langt vil Mette Frederiksen ikke gå.
Joe Biden talte så lavt, at selv TV 2s Jesper Steinmetz, som var til stede i Det Ovale Værelse, havde svært ved at høre, hvad han sagde.
TV 2s korrespondent noterede sig dog blandt andet, at Biden fortalte, at Mette Frederiksen er blevet introduceret for hans børnebørn.
Joe Biden har i alt syv børnebørn.
Journalisterne er nu tilbage i Det Hvide Hus’ pressebriefingsrum.
Senere, når mødet med Biden er ovre, kommer Mette Frederiksen igen ud og svarer på spørgsmål fra den danske presse.