På pressemøde i Det Hvide Hus blev der spurgt til Mette Frederiksen og det ledige NATO-job

Mette Frederiksen og Joe Biden skal drøfte en bred vifte af emner, når de mødes grundlovsdag, lyder det.

Officielt er hun ikke kandidat til jobbet.

Men det stopper ikke spekulationerne om Mette Frederiksen som ny generalsekretær i NATO. Tværtimod.

Fredag blev emnet bragt op i Det Hvide Hus, da pressesekretær Karine Jean-Pierre holdt sin daglige briefing for pressen.

Under den 50 minutter lange briefing nævnte Karine Jean-Pierre kort, at præsident Joe Biden mandag eftermiddag tager imod den danske statsminister i Det Hvide Hus for ”yderligere at forstærke de dybe og varige forbindelser mellem USA og Danmark”.

Og så sagde hun ikke mere om den sag. Men da hun senere åbnede for spørgsmål, tog en af de tilstedeværende journalister emnet op igen.

Han ville vide, om Joe Biden overvejer at bede Mette Frederiksen om at stille op som generalsekretær for NATO.

Svaret var godt et minut langt, men ikke videre specifikt.

Interessant spørgsmål

De to ledere har en bred vifte af emner, de skal diskutere, lød det fra pressesekretæren. Heriblandt transatlantisk sikkerhed, støtte til Ukraine og klimaforandringer.

Karine Jean-Pierre nævnte også, at Joe Biden ser frem til mødet med Mette Frederiksen, og at de to havde en god samtale under forrige sommers NATO-topmøde Madrid.

Journalisten forsøgte igen at spørge ind til Mette Frederiksen og det snart ledige job som NATO-generalsekretær, men uden succes.

- Jeg kommer ikke til at gå ind i nogen spekulationer, svarede Karine Jean-Pierre.

Ikke noget interessant svar, mener TV 2s politiske redaktør. Men han hæfter sig alligevel ved udvekslingen. Læs hans analyse herunder.

Lyn-analyse

Det er egentlig ikke, fordi svaret fra Bidens talskvinde er interessant. Hun svarer udenom, som forventet. Det interessante er, at journalisterne i Det Hvide Hus nu mener, at spekulationerne om Mette Frederiksen som NATO-chef er så relevante og vigtige, at de bruger tid på det mellem spørgsmål om det amerikanske gældsloft, Ukraine og meget andet. Det er endnu et bevis på, at det langt fra blot er i Danmark, at Mette Frederiksens navn bliver sat i forbindelse med det internationale topjob. Spørgsmålene og spekulationerne vil formentlig blot tage til i de internationale medier de kommende dage, når Mette Frederiksens besøger præsident Biden.

Mette Frederiksen er igennem de seneste måneder ofte blevet nævnt i pressen som én oplagt afløser for Jens Stoltenberg, der efter planen stopper til efteråret efter ni år som generalsekretær i NATO.

Samtidig har iagttagere bemærket timingen i, at Mette Frederiksens første besøg i Det Hvide Hus falder bare en god måned inden NATO’s topmøde i Vilnius 11. og 12. juli.

Har afvist igen og igen

Det var norske VG, der i april første gang nævnte Mette Frederiksen som en højaktuel kandidat til at afløse nordmanden Jens Stoltenberg som forsvarsalliancens øverste chef.

Dengang afviste Mette Frederiksen, at hun var i spil.

- Jeg har set den norske artikel og tror, at det er sådan, at når vi nærmer os, at posterne skal besættes, så vil der være forskellige rygter. Men jeg er ikke kandidat. Det kan jeg afvise. Jeg er meget, meget glad for at være statsminister i Danmark, sagde hun ifølge Ritzau.

Siden har hun gentagne afvist, at hun skulle være på vej mod en ny stilling i udlandet – ligesom Anders Fogh Rasmussen i øvrigt gjorde, inden han blev NATO-generalsekretær i 2009.

Så sent som i forrige uge sagde Mette Frederiksen, at hun rejser til Washington D.C. uden at medbringe en NATO-ansøgning til Joe Biden.

- Jeg går ikke efter nogen poster. Jeg er inviteret til at besøge præsident Biden i Det Hvide Hus, og det glæder jeg mig til, sagde hun.