Nu kommenterer Løkke NATO-rygter om Mette F: - Vi har haft valg for kun et halvt år siden

Regeringsprojektet er kun lige løbet i gang, og det er i høj grad personbåret, siger Lars Løkke (M).

Så sent som onsdag aften svarede han kryptisk, at tiden vil vise, om NATO's næste generalsekretær bliver en dansker.

Men torsdag morgen går udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) alligevel ind i rygterne om statsminister Mette Frederiksen (S) som et bud på den næste NATO-topchef.

Det åbner for en masse spørgsmål, siger han i et interview med TV 2 i Oslo, hvor han er til møde med NATO-landendes udenrigsministre. Både om hvad NATO har brug for, og hvad Danmark har brug for? Men også om hvad det vil betyde for regeringen, hvis statsministeren pludselig skulle forlade posten?

Hvis du var Mette Frederiksen, og du fik et tilbud, ville du så sige ja?

- Det ved jeg ikke, om jeg rigtig har lyst til at svare på, starter Lars Løkke.

Men han fortsætter:

- Jeg ville gøre mig mine overvejelser. For vi har haft valg for kun et halvt år siden. Og vi har startet et helt nyt politisk projekt i Danmark, som jo i høj grad også er personbåret i den forstand, at det hviler jo på, at jeg selv stiftede et nyt parti med den raison d’etre, at vi skulle lave en ny konstruktion i dansk politik, og at Mette Frederiksen, da valget blev udskrevet, satte sin egen person ind på det.

- Det er lige løbet i gang. Altså, det, synes jeg, rejser mange spørgsmål. Det er ikke nogen, jeg skal svare på.

Lyn-analyse

Man kan vanskeligt tolke det her på anden måde end, at udenrigsministeren bekræfter, at Mette Frederiksen er kandidat – måske ikke ansøger til jobbet, men i hvert fald inde i billedet som en mulig generalsekretær. 

Og Løkke advarer Mette Frederiksen imod at tage posten. Han siger jo, at vi har haft en ny regering i kort tid, og at denne regering er bygget op omkring personer. Mette Frederiksen, ham selv og Jakob Ellemann (V). Det indgår altså ikke i planen, at der skal skiftes ud på statsministerposten. 

Det er ret opsigtsvækkende, at Løkke går på banen, mens alle andre er lukkede som østers.

Mette Frederiksen afviser

Så sent som i går var Mette Frederiksens karrieremuligheder et af de emner, der optog mange politikere under afslutningsdebatten i Folketinget.

Flere folketingsmedlemmer spurgte Socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, til rygterne om, at statsministeren skal være kandidat til posten som NATO-generalsekretær, som snart bliver ledig efter norske Jens Stoltenberg.

Jeg er ikke ude at søge et andet job

Statsminister Mette Frederiksen (S)

S-ordføreren fastholdt, at Frederiksen “ikke er kandidat til nogen toppost”.

- Det var Anders Fogh Rasmussen heller ikke, før han blev det, bemærkede Morten Messerschmidt (DF).

Da statsministeren selv mødte pressen uden for salen, sagde hun:

- Jeg er statsminister i Danmark, og det håber jeg at blive ved med at være. Jeg er ikke ude at søge et andet job.

Torsdag eftermiddag har Mette Frederiksen ikke meget at sige om Løkkes udtalelser, da TV 2 møder hende ved et topmøde for regeringsledere i Moldova.

Det "står enhver frit for" at forholde sig til rygterne, mener hun.

Men gavner det dig, at udenrigsministeren taler om det?

- Jeg tror ikke, jeg kan gøre noget ved, at den her diskussion pågår. Jeg passer mit arbejde som statsminister. Det gør jeg både derhjemme og ude i verden, og det har jeg tænkt mig at blive ved med, siger statsministeren.

Video: TV 2 NEWS

Hun tager snarere udenrigsministerens udtalelser som udtryk for "fortsat opbakning" til regeringssamarbejdet.

Ånden er ude af flasken

Norske Jens Stoltenbergs mandat i NATO er blevet forlænget flere gange, og han har været generalsekretær i næsten ni år.

Men Stoltenberg har meddelt, at han ikke ønsker forlængelse, når den nuværende kontrakt udløber til oktober.

Derfor forventes det, at der skal findes en ny til posten. Formentlig i forbindelse med NATO-topmødet i Vilnius i juli.

Om det er korrekt, at Mette Frederiksens navn er i spil, får vi aldrig at vide. Der bliver ikke officielt meldt kandidater ud til posten, ligesom der heller aldrig er nogen, der officielt melder sig som kandidat.

Lyn-analyse

Meget få ministre har viden om, hvad der sker. Men det har landets udenrigsminister. For hvis Mette Frederiksen skal ind på NATO-posten, så vil det være udenrigsministeriets embedsmænd, der agerer. Det vil være vores ambassadører og topfolk i Washington og de europæiske hovedstæder.

Så udenrigsministeriet vil måske endda mere end Statsministeriet være involveret, og dermed vil udenrigsministeren også have en viden.

Så derfor er det altså en minister, som sidder helt centralt i forhold til den her proces. Derfor er det opsigtsvækkende.

Det er en proces, der foregår i et ekstremt lukket rum.

Sikkert er det dog, at de færreste ville sige nej til en af de tungeste internationale topposter, hvis de får den tilbudt.

Den danske udenrigsminister fornemmer, at der er en stemning af, at "ånden er ude af flasken", siger han, så man vil forsøge at finde en løsning nu fremfor endnu en forlængelse af Stoltenberg.

Taler for at fortsætte med Stoltenberg

Men på den anden side er der også meget, der taler for netop den løsning, mener han.

- Vi har en generalsekretær, der gør det godt. Det er et meget, meget kritisk tidspunkt i NATO's historie. Der er en krig i Ukraine, siger Løkke.

Han bemærker også, at der er jubilæumstopmøde i Washington næste år.

- Det ville være en flot, flot scene at gå af på for en NATO-generalsekretær, som er blevet forlænget allerede, og som har gjort det forbilledligt flot, siger Løkke.

Han understreger også, at situationen ikke er sådan, at NATO vil være i krise, hvis det ikke lykkes at finde en anden til posten inden topmødet i Vilnius. Hvis ellers Stoltenberg indvilliger i at blive siddende.

Statsminister Mette Frederiksen skal mødes med den amerikanske præsident, Joe Biden, på mandag.

Et længe ventet besøg som er endt med en påfaldende timing, mener TV 2s USA-korrespondent, Jesper Steinmetz:

- Hvis hun ikke inden NATO-topmødet havde været på besøg og mødt USA's præsident på tomandshånd, så kunne man godt glemme alle spekulationer om, at hun kunne være i spil. Men nu – med kun en måned til NATO-topmødet – vil jeg sige, at spekulationerne tager til i styrke.