K-profil færdig efter anklager om mobning og ydmygelser

En række tidligere medarbejdere har sygemeldt sig med stress og er nu tilbudt psykologhjælp.

Et enigt forretningsudvalg i Det Konservative Folkeparti har besluttet, at Pernille Weiss, medlem af Europa-Parlamentet, ikke skal genopstille.

Det sker på baggrund af en intern undersøgelse, der omfatter en række samtaler med tidligere medarbejdere fra Pernille Weiss’ kontor i Bruxelles.

Beslutningen er truffet alene på baggrund af hendes opførsel

Søren Pape Poulsen (K), partiformand

Flere tidligere medarbejdere fortæller samstemmende om et stærkt belastet psykisk arbejdsmiljø, fremgår det af en pressemeddelelse fra partiet.

Mobning og ydmygelser

Partiet oplyser ikke, hvor mange medarbejdere der er tale om.

Men de tidligere medarbejdere skulle ifølge partiet have beskrevet episoder med "mobning, ydmygelser og at føle sig truet".

- Der er bred enighed om, at vi ikke genopstiller Pernille Weiss til næste Europa-Parlamentsvalg, siger partiformand Søren Pape Poulsen (K) i pressemeddelelsen og tilføjer:

- Beslutningen er truffet alene på baggrund af hendes opførsel over for hendes tidligere medarbejdere i Bruxelles.

Tilbudt psykologhjælp

Arbejdsmiljøet har ført til "en række stressrelaterede sygemeldinger og opsigelser blandt de tidligere medarbejdere", skriver partiet, som nu har tilbudt alle medarbejderne psykologbistand.

Pernille Weiss har været valgt til Europa-Parlamentet siden 2018.

Af pressemeddelelsen fremgår det ikke, om Pernille Weiss fortsætter i Europa-Parlamentet indtil valget i 2024. Der står alene, at forretningsudvalget nu vil "arbejde for at finde en holdbar ledelsesmodel for kontoret i Bruxelles".

TV 2 forsøger at få et interview med Pernille Weiss.