Ni medarbejdere har forladt Pernille Weiss' kontor på fire år – seks måtte sygemeldes
Det Konservative Folkeparti hørte første gang "noget rygtesnak" om Weiss' ledelsesstil i løbet af 2022, siger Søren Pape Poulsen.
Opdateret: Efter artiklens udgivelse er TV 2 og TV 2 Fyn blevet kontaktet af Pernille Weiss' presserådgiver. Der er ifølge hende tale om fire sygemeldte, hvoraf der i to af tilfældene er tale om langtidssygemeldinger.
Det har tidligere fremgået af artiklen, at der er tale om seks langtidssygemeldinger. Ordet "langtidssygemeldinger" er erstattet af "sygemeldinger", da selve definitionen på en langtidssygemelding varierer.
Tirsdag blev Pernille Weiss, medlem af Europa-Parlamentet for Det Konservative Folkeparti, droppet som kandidat og direkte opfordret til at trække sig.
Det sker, efter at flere tidligere medarbejdere samstemmende har fortalt partiet om et stærkt belastet psykisk arbejdsmiljø. Ifølge partiet har de brugt ord som "mobning, ydmygelser og at føle sig truet".
Enhver anden reaktion fra vores side havde været stærkt kritisabel
Søren Pape Poulsen (K), partiformand
Tirsdag ønskede partiformand Søren Pape Poulsen (K) ikke at fortælle, hvor mange medarbejder der er tale om. Han sagde blot, at der er tale om "mere end en håndfuld".
Nu kan TV 2 i samarbejde med TV 2/Fyn fortælle, at ni medarbejdere har forladt Pernille Weiss' kontor i Bruxelles i løbet af de seneste fire år. Heraf er seks af dem blevet sygemeldte med stress.
På Det Konservative Folkepartis hjemmeside fremgår det, at Pernille Weiss – i skrivende stund – har fire ansatte på sit kontor.
Afviser beskrivelser
TV 2 har dagen igennem forgæves forsøgt at få et interview med Pernille Weiss.
Hun skriver imidlertid på Twitter, at hun ikke kan genkende sig selv i beskrivelserne, og at hun er "ked af den beslutning, som mit parti har truffet".
- Som leder i 25 år har jeg altid gjort mig umage for at sikre trivsel for den enkelte og for fællesskabet, skriver K-politikeren blandt andet.
Hun noterer sig, at flere af de tidligere medarbejdere, der har fortalt om deres oplevelser, nu arbejder for andre partier.
- Jeg hæfter mig desuden ved, at ingen tidligere eller nuværende medarbejdere hverken under eller efter deres ansættelser officielt eller til mig har klaget over min ledelse eller deres arbejdsforhold, skriver Pernille Weiss.
Parti hørte "rygtesnak" sidste år
TV 2/Fyn har talt med en tidligere medarbejder, der fortæller, at problemerne med arbejdsmiljøet ikke kan komme som nogen overraskelse for Pernille Weiss.
Ifølge den tidligere medarbejder, som ønsker at være anonym, har der været flere forsøg på at indføre tiltag for at løse problemerne.
Det Konservative Folkeparti fik den første henvendelse fra en tidligere medarbejder i marts og traf henover pinsen beslutningen om, at Pernille Weiss ikke må genopstille.
- Det er beklageligt, men jeg synes, at enhver anden reaktion fra vores side havde været stærkt kritisabel, sagde Søren Pape Poulsen, da han tirsdag formiddag mødte pressen.
Her forklarede han samtidig, at der har været "noget rygtesnak", før partiet modtog den første henvendelse.
Vi hørte lidt på vandrørene
Søren Pape Poulsen (K), partiformand
Partiet hørte således første gang om rygterne om Pernille Weiss' ledelse "i løbet af sidste år", sagde Pape:
- Vi hørte lidt på vandrørene, men når ikke der er nogen, der står frem, hvad gør man så? Ja, så kontakter vi selvfølgelig Pernille Weiss tidligere. Hun afviste.