Blå partier afviser ny abortgrænse: - Det er mangel på respekt
Det er ikke alle folketingspolitikere, der er lige begejstrede for nyheden.
Det skal være muligt for unge ned til 15 år at få abort uden forældresamtykke.
Sådan lyder det fra ligestillingsminister Marie Bjerre (V) på 50-årsdagen for fri abort i Danmark.
- I dag skal man være 18 år, men er det rimeligt, når aldersgrænsen for den seksuelle lavalder er 15 år? Vi mener, det er rimeligt, at aldersgrænsen også flugter med det, siger Marie Bjerre.
Selvom ligestillingsministeren selv er begejstret for udmeldingen, så skaber nyheden ikke glæde hos alle på Christiansborg.
"Det er en voksenbeslutning"
Mette Thiesen, der er sundhedsordfører hos Dansk Folkeparti, mener ikke, at en pige på 15 år kan træffe sådan en beslutning.
- Når man er 15 år, så er man et barn. Man er stadig under værgemål hos sine forældre. Det er en stor beslutning, der kan have konsekvenser resten af ens liv, siger hun og fortsætter:
- Jeg synes, det er et skred, og det er forkert.
I sundhedsvæsenet kan patienter, der er fyldt 15 år, selv give samtykke til en behandling – med undtagelse af abort, som regeringen nu vil have ændret.
- Mange af de beslutninger, man selv kan tage i sundhedsvæsenet, som for eksempel at fraholde sine forældre at kigge i ens sundhedsjournal, er dybt problematiske. Man er et barn, når man er 15 år. Man har brug for sine forældre, mener Mette Thiesen.
Folketinget har to gange tidligere behandlet et lovforslag om at sænke græsen for fri abort.
Men det blev aldrig til noget, og derfor har grænsen ikke rykket sig, siden Danmark indførte fri abort i 1973.
- Vi taler meget om at beskytte børn og unge, og så sætter man dem i sådan en situation, hvor de skal stå helt alene, siger Mette Thiesen og fortsætter:
- Vi har en grænse på 18 år i forhold til rigtig mange ting som alkohol og cigaretter. Der skal man være voksen. Jeg synes, at det er mærkeligt, at 15-årige er så udviklede, at de skal tage så stor en beslutning.
Mangel på respekt
Også Danmarksdemokraterne er imod regeringens planer om at sænke aldersgrænsen.
- Selvføgelig er det vigtigt, at forældrene inddrages i en så svær situation, skriver Susie Jessen, der er ligestillingsordfører for Danmarksdemokraterne, på Twitter.
De Konservative kalder regeringens beslutning mangel på respekt og er også imod.
- At lade 15-årige stå alene med beslutningen om abort, uden at forældrene skal inddrages, er udtryk for mangel på respekt for familien som samfundets vigtigste fællesskab, skriver Mette Abildgaard, der er politiske ordfører i partiet, på Twitter.
Abort er særlig svært for unge
Men ligestillingsminister Marie Bjerre er ikke i tvivl om, at en pige på 15 år er i stand til at træffe sådan en beslutning, selvom den er svær.
- Abort er altid et meget svært valg at træffe. Det er det uanset hvad. Derfor synes vi, at det er rimeligt, at unge kvinder selv kan træffe valget og selv bestemme, hvem de skal søge hjælp hos. Det er den unge kvindes egen krop og liv, siger Marie Bjerre.
Når man er 15 år, må man ikke stemme til et valg eller købe øl på et værtshus. Hvorfor må man så træffe et valg om abort?
- Den seksuelle lavalder er 15 år, og aldersgrænsen til at samtykke med sundhedsvæsenet er også 15 år. Derfor synes vi, at det er meget naturligt, at grænsen for at få en abort uden forældrenes samtykke også bliver 15 år, forklarer ligestillingsministeren.
Venstre-ministeren får opbakning fra Rosa Lund, der er ligestillingsordfører i Enhedslisten.
Hun kalder det en fornuftig beslutning.
- Enhedslisten har selv foreslået det. Så jeg synes, at det er rigtig dejligt, at de kommer med forslaget. Det er vigtigt, da det er en svær beslutning. Og det er en beslutning, der ikke er sjov at inddrage sine forældre i, siger Rosa Lund.