Alternativet holder landsmøde

Hvad skete der? Alternativet holder landsmøde i Odense, hvor politisk leder Franciska Rosenkilde lørdag formiddag holdt tale for medlemmerne. Her kom hun med flere bredsider til regeringen.

Denne liveblog opdateres ikke længere.

Livebloggen slutter her

Alternativets landsmøde og jubilæumsfesten fortsætter med en lang liste talere. På programmet står blandt andet en række videohilsner, fremlæggelse af partiets strategi, narrativ terapi – og fødselsdagslagkage, naturligvis. 

Men livebloggen slutter her. Tak, fordi du læste med. 

Vil du se eller gense hele Franciska Rosenkildes tale? Så ligger den klar til dig på TV 2 Play. 

Grøn omstilling burde være "rygraden i ethvert regeringsgrundlag"

Efter talen fanger TV 2 den politiske leder til et kort interview. Her uddyber hun sin kritik af SVM-regeringen: 

- På nuværende tidspunkt burde den grønne omstilling være rygraden i ethvert regeringsgrundlag. Vi mangler at se ambitioner, der rent faktisk løser de kriser, som vi står i. 

Du siger, at der med omstillingen heller ikke behøver at være så høj en vækst længere. Er det her noget, der skal begynde at gøre ondt på almindelige danskere? 

- Nej, tværtimod. Vi skal anerkende, at vi er et meget, meget rigt land. Men det er også på tide at sige, at det ikke er et mål i sig selv at blive rigere, men det er et mål at få et mere bæredygtigt samfund, siger Franciska Rosenkilde. 

Kommentator: - En rigtig god fortælling

Talen er forbi, og ifølge TV 2s politiske kommentator Pernille Skipper havde Franciska Rosekilde "rimelig succes" med at holde fokus på den effekt, som Alternativet har haft på den politiske dagsorden – og dermed ikke så meget om antallet af mandater. 

- De italesætter sig som de nødvendige, fordi de rykker i de andre. De tør sige de ting, de andre ikke siger – og ja, så kan det godt være, at de bliver kaldt klimatosser, men nu kan de så stå og sige "selv tak", siger Pernille Skipper og konkluderer: 

- Det er en rigtig god fortælling for Alternativet. 

"Det er blevet cool at være klimatosse"

Der blev grinet ad Alternativet, da partiet blev stiftet for ti år siden, lyder det fra den politiske leder. 

- Man kaldte os klimatosser og dét, der er værre. Men i dag har selv de mest mørkeblå partier en grøn politik. Det er blevet cool at være klimatosse. Til det kan vi bare sige: Selv tak, siger Franciska Rosenkilde. 

- Om ti år kan de så takke os for at have sat omsorg på den politiske dagsorden, sikret en 30-timers arbejdsuge for alle og realiseret en bæredygtig økonomi.

Foreslår redningsplan for 43 milliarder kroner

Alternativet har foreslået en "redningsplan" for Danmarks vand ved blandt andet at oprette 200 naturnationalparker i havet til en værdi af 43 milliarder kroner. Det kan du læse mere om i udspillet her. 

- Vi skal ikke finde os i, at landbruget sviner med pesticider nær vores drikkevandsboringer. Vi skal ikke finde os i, at PFAS og andre giftige evighedskemikalier hældes ud i vores grundvand. Vi skal ikke finde os i, at spildevand lukkes direkte ud i Agersø Sund eller noget andet hav eller sø i vores land. Og vi skal slet ikke finde os i, at den kunstige liebhaverø Lynetteholmen spreder slam ud i Øresund, siger Franciska Rosenkilde og sender så en hilsen til kollegaerne på Christiansborg: 

- Udspillet er fuldt finansieret. Så kære kollegaer på Christiansborg, nu har vi lavet forarbejdet, så vi kan bare gå i gang med at gøre det til virkelighed.

Kræver et "nyt økonomisk system"

Alternativet har ikke løsningen på alle kriser, siger Franciska Rosenkilde. Men de har modet til at "spørge nysgerrigt". 

- For hvad er egentlig det vigtigste, når mennesker ser tilbage på et levet liv? Det nye køkken? De mange ekstra timer på arbejdet? Eller er det i virkeligheden det helt enkle, der virkelig betyder noget? spørger hun.

- Alternativet vil have et nyt økonomisk system, der skal regne på flere bundlinjer og værdisætte det, vi vil have mere af: mere omsorg, natur og livskvalitet.

"Velkommen til Danmark A/S"

Franciska Rosenkilde sender flere bredsider afsted mod regeringen, som ifølge hende udelukkende er et "magtfællesskab".

- De kan kun blive enige om ren teknokratisk drift af vores land – som en virksomhed og ikke et samfund. Velkommen til Danmark A/S, siger Franciska Rosenkilde og udlægger så ledelsesdiagrammet: 

- Mette Frederiksen som CEO og Lars Løkke som rejsende sælger. Og med Dan Jørgensen og Lars Aagaard som de to marketingskonsulenter, der skal sørge for, at det hele ser lidt grønnere ud på overfladen.

Stikpille til SVM-regeringen

Hvis man følger med i dansk politik, kan Franciska Rosenkilde godt forstå, at "det kan være svært at se håbet for fremtiden". 

- Vi har længe drømt om et endeligt opgør med konkurrencestaten, evindelige reformer og New Public Management. Om at få de politiske ambitioner ud af Excel-arkene og ind i det levede liv. I stedet fik vi SVM-regeringen, siger hun. 

Alternativisterne i salen her i Odense er ikke fedtede med klapsalverne, og stikpillen til regeringen høster da også applaus. 

"Fremtiden har brug for Alternativet"

Det "lå lige for" at stille sig til rådighed som politisk leder, da "alting ramlede omkring Alternativet for et par år tilbage", siger Franciska Rosenkilde: 

 - Vi var der sammen, fordi vi tror på, at fremtiden har brug for Alternativet. Brug for et grønt og progressivt parti. Sådan blev vi født for ti år siden, og sådan er det stadigvæk, siger hun. 

Alternativet har "et kæmpe uudnyttet potentiale"

Alternativet står ifølge Franciska Rosenkilde "et fantastisk sted som organisation". 

Da hun stod på Alternativets landsmøde for et år siden, var der "mange, der ikke troede på os". 

- I maj måned sidste år husker jeg en meningsmåling, som kun gav os omkring en halv procent af stemmerne. Mange journalister spurgte: ”Hvorfor engagere sig i et projekt, der er så godt som dødt?” Svaret er, at jeg så et kæmpe uudnyttet potentiale i Alternativets politiske vision. En reel mulighed for at skabe stor forandring, siger den politiske leder. 

Forandring sker ikke på Christiansborg først

Politisk leder Franciska Rosenkilde har nu indtaget scenen og indleder blandt andet med at sige, at hun – gennem sit arbejde på Christiansborg – har opdaget, at det "ikke nødvendigvis er der, at forandringen sker først". 

- Det er mellem mennesker. Det er i fællesskaber. Det er, når vi sammen hjælper hinanden med at vælge. Vælge livet. Gøre en forskel, siger hun:

- Jeg vil gerne sige jer en kæmpe stor tak. Tak for, at I engagerer jer i vores fælles opgave om at sikre en grøn og bæredygtig fremtid.

Tiårs jubilæum

Alternativets landsmøde er også partiets tiårs jubilæum. 

I løbet af de ti år har partiet haft tre politiske ledere. Først Uffe Elbæk, som stod i spidsen for partiet frem til 2019. Derefter fik Josephine Fock posten, men det holdt mindre end ti måneder, før hun trak sig med øjeblikkelig virkning. 

Franciske Rosenkilde har været politisk leder for Alternativet siden februar 2021. 

Taler 10.25

Landsmødet begynder klokken 10. Du kan følge Franciska Rosenkildes tale her, på TV 2 News eller TV 2 Play fra 10.25.