Løkke foreslår markant EU-udvidelse, men særligt et land er ikke velkomment
Vi kaster lande i armene på Rusland, hvis ikke vi inviterer dem med ind i EU, mener udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M).
Der bliver nødt til at komme en europæisk familieforøgelse før eller siden.
Det er budskabet fra udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), som mandag har åbnet en ny dansk ambassade i Georgien.
Landet søgte sidste år om optagelse i EU og har, som flere andre tidligere sovjetrepublikker, et anspændt forhold til Rusland.
Det er netop lande som Georgien, udenrigsministeren ønsker at knytte tættere til Europa.
- Vi står på et meget kritisk tidspunkt i vores historie, hvor Rusland fører en angrebskrig i Ukraine og i øvrigt også spiller med musklerne i forhold til Georgien, Moldova og Vestbalkan. Det tillader os ikke at have et rum, hvor lande falder ned mellem stolene, siger Lars Løkke i et interview med TV 2.
- Enten får vi dem med i den europæiske familie, eller også kommer vi til at kaste dem i armene på Rusland. Det er uafvendeligt og i vores egen interesse, at Europa skal blive større. At der kommer en familieførøgelse på et eller andet tidspunkt i en ikke fjern fremtid.
Landene skal hjælpes
Ti lande står i øjeblikket i kø til at blive en del af EU. Det er dog ikke alle, som udenrigsministeren har lige stor lyst til at invitere med i den europæiske familie. Tyrkiet står for eksempel ikke først for.
- Det er svært overhovedet at se Tyrkiet som en del af medlemskredsen i EU, mener han.
- Men lande som Ukraine, Georgien, Moldova og de vestbalkanske lande, dem er vi nødt til at give et europæisk perspektiv. For gør vi ikke det, kaster vi dem i armene på Rusland, og det er ikke i vores egen sikkerhedsmæssige interesse.
- Vi skal stå fast på de såkaldte københavnerkriterier, understreger Løkke.
Det er kriterierne, som lande skal leve op til for at kunne komme i betragtning til et medlemsskab af EU.
Landene skal have institutionel stabilitet, der sikrer demokrati, en retsstat, menneskerettigheder samt respekt for og beskyttelse af mindretal.
Og så skal der ifølge udenrigsministeren investeres "kraftigt" i at hjælpe landene, så de bliver i stand til at leve op til kriterierne.
Forudser svære diskussioner
Men det er ikke kun kandidatlandene, der skal oppe sig for at passe ind i EU. EU kan heller ikke forblive den samme, mener Løkke.
- Hvis man skal lave en familieforøgelse, nytter det ikke noget, at man kun snakker om at stille krav til dem, der gerne vil være med i familien. Man bliver også nødt at tale om, hvordan skal vi berede os på at tage dem ombord?
Et af vores stolteste øjeblikke var, da vi var de første til at anerkende de tre baltiske landes selvstændighed
Lars Løkke Rasmussen, udenrigsminister (M)
Det vil give svære diskussioner, forudser han. Som det er i dag, skal alle EU-lande for eksempel være enige om udenrigspolitiske tiltag.
Svagheden i den model har åbenbaret sig i forbindelse med de mange sanktionspakker rettet mod Rusland. De er kun blevet til virkelighed, fordi Ungarn hidtil har afstået fra at stemme. Men det er ikke givet, at det kan blive ved på den måde.
Så sent som i fredags truede den ungarske udenrigsminister, Peter Szijjarto, for eksempel med at blokere for den 11. sanktionspakke, der forhandles om i øjeblikket.
- Det er klart, at hvis du pludselig har et Europa, som har fem, seks, syv – måske ti – flere lande, så bliver vi også nødt til at diskutere de her svære spørgsmål med os selv, siger Lars Løkke.
- Det kan ikke nytte noget, hvis vi skubber alle de svære spørgsmål, indtil de (landene, red.) står og ringer på døren.
Et af de stolteste øjeblikke
Udvidelsen af den europæiske familie bliver et af de vigtige mål i den udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi, som udenrigsministeren vil præsentere tirsdag.
- Hvis man kigger på dansk udenrigspolitisk historie, så tror jeg, at et af vores stolteste øjeblikke var, da vi var de første til at anerkende de tre baltiske landes selvstændighed og kastede os ind i en østudvidelse, siger Lars Løkke.
Det er "helt ubegribeligt", hvordan de tre lande har udviklet sig siden da, mener han.
Opgaven er nøjagtig den samme i dag, påpeger Løkke – bare med lande, der ligger lidt længere væk. Lande som Ukraine, Moldova og Georgien.
- Det er den samme opgave, vi står med i dag. Den har vi vist, at vi kunne løse en gang tidligere, så det skal vi vise, at vi kan igen, siger udenrigsministeren.
Regeringen præsenterer sin nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi tirsdag på Københavns Universitet.