Regeringen siger nej til obligatorisk undervisning om Muhammedkrisen
Før valget var Venstre for at gøre Muhammedkrisen til obligatorisk undervisning i folkeskolen. Nu siger partiet nej.
Regeringen afviser et beslutningsforslag om at gøre undervisning om Muhammedkrisen obligatorisk i folkeskolen.
Det oplyser børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) i Folketingssalen.
Det må aldrig være et problem, hvis en lærer underviser i eller viser Muhammedtegningerne, lyder det.
- Det står lærerne frit for. Ligesom det står lærerne frit for at lade være.
En usikker situation
Før folketingsvalget i november var der ellers et flertal for forslaget. Men efter regeringsdannelsen har Venstre skiftet holdning og er nu imod det. I stedet vil regeringen iværksætte en "kortlægning" af omfanget af selvcensur i undervisning.
Mattias Tesfaye mener ikke, at beslutningsforslaget "løser noget problem", og derfor vil regeringen ikke støtte det.
- I stedet risikerer det at sætte lærerne i en usikker situation uden et valg, siger Mattias Tesfaye.
Han siger videre, at beslutningsforslaget stiller "den rigtige diagnose, men den forkerte medicin".
Valget kom i vejen
Beslutningsforslaget har været stillet flere gange i Folketinget af blandt andet Venstre. I slutningen af 2021 var der også et flertal for det uden om regeringen i form af SF og blå blok.
SF trak dog støtten til forslaget, da den socialdemokratiske regering lovede at indkalde til forhandlinger om en ramme for undervisning i Muhammedkrisen. Forhandlinger, der dog blev afbrudt af folketingsvalget i 2022.
Bag det nye beslutningsforslag står SF, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance og Nye Borgerlige. Partierne ønsker at "forsvare ytringsfriheden for den enkelte lærer og skole".
Ved at gøre Muhammedkrisen til obligatorisk undervisning vil staten skulle udarbejde undervisningsmaterialet "således, at den enkelte lærer eller skole ikke skal udarbejde materialet selv".
Syltekrukke
Da beslutningsforslaget blev stillet første gang i 2021, var det på initiativ af Mette Thiesen, der dengang var medlem af Nye Borgerlige. Hun kalder det et "massivt svigt" af regeringen, at forslaget endnu en gang er blevet nedstemt.
- Vi ser en regering, der bliver ved med at fastholde en syltekrukke på det her område og fuldstændig ignorere problemet. Desværre har vi set det før, siger Mette Thiesen, der er ytringsfrihedsordfører for Dansk Folkeparti.
- Da jeg stillede forslaget sidste gang, kom der en lovning på, at vi skulle ind til nogle forhandlinger. Det blev en kæmpe syltekrukke, hvor man bare snakkede og kom til et par møder, og så glemte man alt om det.
Til Jyllands-Posten forsvarer Venstres undervisningsordfører, Anni Matthiesen, partiets holdningsskift med, at "den klare sikkerhedsmæssige vurdering er nemlig, at beslutningsforslaget ikke vil fjerne risikoen for den enkelte lærer".
Grelle eksempler
En del af beslutningsforslaget handler også om at opdatere skolers sikkerhedsberedskabsplaner for at imødegå eventuelle konflikter i forbindelse med brug af undervisningsmateriale om Muhammedkrisen.
For det er ikke altid omkostningsfrit at inddrage Muhammed-tegninger i undervisningen.
I oktober 2020 blev den 47-årige historie- og geografilærer Samuel Paty dræbt, efter at han havde vist en satirisk tegning af muslimernes profet Muhammed i et undervisningsforløb om ytringsfrihed på skolen Collège Bois-d'Aulne i en forstad til Paris.
En 18-årig muslimsk gerningsmand med tjetjensk baggrund skar halsen over på Paty på åben gade, da læreren var på vej hjem fra skolen. Gerningsmanden blev efterfølgende skudt og dræbt af fransk politi.
En dansk lærer skrev derefter på Facebook, at Muhammed-tegningerne fremover ville indgå i vedkommendes undervisning "i respekt for vores modige kollega i Paris. Og for at sikre grundlaget for vores arbejde: ytringsfriheden".
Personen fik så mange trusler, at politiet samme aften rådede til at fjerne opslaget, få hemmelig adresse og en kontaktperson hos PET.
En folkeskolelærer har overfor Berlingske fortalt om at blive frosset ude af sine kolleger i en grad, så hun til blev sygemeldt og mistede sit arbejde.
Og sidste år rådede Københavns Kommune en underviser til at skrue ned for brugen af Muhammedtegninger i et undervisningsforløb, som hun forsøgte at sælge til kommunens folkeskoler. Begrundelsen var blandt andet, at "det meget direkte fokus på Muhammed-tegningerne afskrækker lærere fra at booke forløbet", lød det i en mail, som Altinget havde fået aktindsigt i.