Partier åbner for at begrænse tobakssalg – andre er imod
Socialdemokratiet mener, at man bør overveje at begrænse både tidsrum og antallet af steder, hvor tobak kan købes.
Senest ved udgangen af 2028 vil det være slut med at sælge tobaksvarer i danske Lidl-butikker, og dagligvarekæden vil allerede hen over sommeren tage hul på en gradvis udfasning.
Hvad bliver det næste? At man ikke må sælge flødeskumskager ved bageren?
Kim Edberg (NB), sundhedsordfører
En ny, tobaksfri butik slår for eksempel dørene op i Hjørring senere denne uge.
På Christiansborg blev Lidls nye linje tirsdag modtaget med ”stor, stor ros” fra de fleste.
Men er politikerne selv villige til at gå samme vej?
TV 2 har spurgt alle Folketingets partier, om de mener, at der bør indføres et forbud mod salg af tobak i landets supermarkeder.
Det åbner Enhedslisten og SF en dør for, fortæller partiernes sundhedsordførere til TV 2.
Og imens socialdemokraterne tøver med at tage ordet ”forbud” i deres mund, lufter forebyggelsesordfører Matilde Powers (S) nu idéen om, at færre butikker i fremtiden skal have lov til at sælge tobak, og at det skal være i et mere begrænset tidsrum.
- Vi er ikke der, hvor det slet ikke skal være muligt at købe tobak og nikotin i Danmark, men der er helt sikkert et potentiale i at se på, om der skal være så mange steder at købe tobak, og på hvilke tidspunkter af døgnet det er muligt, siger Matilde Powers til TV 2.
Det nemmeste ville vel være, at man helt forbød det. Hvorfor ikke gå så langt?
- Vi har jo stadig rigtig mange voksne mennesker, som er afhængige af de her produkter. Derfor er det ikke en mulighed bare at fjerne alle produkterne fra den ene dag til den anden.
"Et udmærket spor"
Samme overvejelser finder man hos SF, hvor sundhedsordfører Kirsten Normann Andersen har hentet inspiration fra Paris, hvor der er ”særlige butikker beregnet til salg af tobak”.
- Jeg har ikke lagt mig fast på, om det skal gælde supermarkeder, men jeg synes, det er fint at lave en begrænsning af udbuddet, siger hun og tilføjer:
- Jeg har virkelig svært ved at se, hvorfor tobak skal være tilgængeligt i supermarkederne, hvor vi også køber mad.
Sundhedsordfører Peder Hvelplund (Ø) kalder et forbud mod salg af tobak i supermarkeder for "et udmærket spor at gå ud ad":
- Det er værd at undersøge, om det i fremtiden udelukkende skal være specialbutikker, der sælger tobaksvarer. For det handler om at begrænse tilgængeligheden, hvis man skal bekæmpe tobaksindustriens umættelige behov for profit, siger han og kommer så med en opfordring:
- Det er prisværdigt, at Lidl tager det her skridt, og det bør følges op af politiske initiativer.
Tobak og flødeskumskager
Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige, Moderaterne, Liberal Alliance og Alternativet siger alle til TV 2, at de er imod et forbud mod salg af tobak i supermarkederne.
Ud af dem er Radikale Venstre, Moderaterne og Alternativet dog for, at man strammer reglerne.
Prisen for en pakke cigaretter bør ifølge Radikale Venstre og Moderaterne sættes op – gerne til 100 kroner pakken, siger partiernes sundhedsordførere. Imens melder Alternativet sig klar til at diskutere reglerne for tobakkens synlighed.
Vi skal sætte ind med en meget større grad af kontrol og håndhævelse
Sophie Løhde (V), sundhedsminister
Omvendt mener både Det Konservative Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Liberal Alliance, at man skal holde hænderne fra tobakslovgivningen.
- Vi kan sagtens diskutere, hvordan vi understøtter, at børn og unge ikke begynder at ryge. I det ligger at gøre tobaksvarer mere utilgængelige, men det er der lovgivet mod, så det handler om, at det skal håndhæves, siger Jens Henrik Thulesen Dahl (DD).
- Selvfølgelig skal man have lov til at købe tobak. Hvad bliver det næste? At man ikke må sælge flødeskumskager ved bageren? Vi vil gerne opretholde de nuværende regler, siger Kim Edberg (NB).
Nu udfaser Lidl salg af tobak. Burde det ikke være jer politikere og ikke enkelte supermarkeder, der går forrest?
- Hvis Lidl ikke vil sælge tobak, så held og lykke med det. Det er Lidls butik. Det bestemmer de. Men jeg har ikke noget ønske om at gøre tobak ulovligt eller stramme reglerne yderligere, siger sundhedsordføreren fra Nye Borgerlige.
Kontrol er vejen frem
Det er ikke lykkedes TV 2 at få et interview med sundhedsordfører Eva Kjer Hansen (V) om Venstres holdning.
Men sundhedsminister Sophie Løhde – fra samme parti – siger på vegne af SVM-regeringen, at "det er rigtigt positivt, at en supermarkedskæde som Lidl er med til at påtage sig et ansvar".
Regeringen bider dog ikke til bolle på idéen om at begrænse antallet af steder, hvor tobakprodukterne kan købes.
- Vi kommer ikke fra regeringens side til at forbyde voksne mennesker at ryge eller bruge nikotinprodukter, siger Sophie Løhde (V).
Men er I åbne for at lave begrænsninger – eksempelvis hvor man kan købe de her produkter?
- Jeg tror, det bliver nødvendigt, at vi sætter meget hårdere ind i forhold til kontrollen og håndhævelsen over for børn og unge mennesker. Vi har i dag en 18-årsgrænse, men enhver kan se, at der er en alt for let adgang til at købe produkterne. Så vi skal sætte hårdere ind og regulere indholdet bedre.
Hvad betyder det, at I vil sætte hårdere ind?
- Vi skal sætte ind med en meget større grad af kontrol og håndhævelse. Det er for let at komme i kontakt med de her produkter for børn og for unge mennesker, siger sundhedsministeren.
TV 2 har tirsdag været i kontakt med Danmarks største supermarkedskæder. De svarer alle nej til at følge i Lidls fodspor.