Dansk folketingsmedlem afvist af Tyrkiet
Peter Juel-Jensen (V), formand for OSCE's Parlamentariske Forsamling, kalder det "helt utilstedeligt" og forventer et "større efterspil".
Søren Søndergaard fra Enhedslisten er blevet nægtet at være valgobservatør ved det tyrkiske valg.
Det fortæller han selv til TV 2.
Søren Søndergaard skulle have været en del af den delegation, som Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) sender til Tyrkiet, hvor der næste uge afholdes valg.
- Det er et problem, at Tyrkiet vil definere, hvordan delegationen skal se ud. Det vil svare til, at borgmesteren til et kommunalvalg valgte stemmetællerne. Det er helt imod hele ånden i demokratiet, siger han.
Forventer store bogstaver fra udenrigsministeren
Begrundelsen for afvisningen er ifølge Søren Søndergaard, at han har deltaget i arrangementer, som – ifølge Tyrkiet – har "promoveret en terrororganisation".
- Ja, det er fuldstændig korrekt, at jeg har besøgt dem, der bekæmpede Islamisk Stat – de syriske demokratiske styrker (SDF). Det vil jeg overhovedet ikke lægge skjul på. Det er jeg tværtimod stolt af, siger Søren Søndergaard til TV 2.
Er det ikke naturligt, at tyrkerne kan have svært ved at tro, at du kan være objektiv, når du støtter modstandere af Erdogans regering?
- Det er en misforståelse, at vi skal være objektive. Der er ingen parlamentarikere, der er objekte. Vi er ikke embedsfolk. Det er netop ved, at der er forskellige synspunkter, der deltager, at det bliver objektivt.
Hvad forventer du nu?
- OSCE har allerede protesteret, og jeg forventer, at den danske udenrigsminister nu vil gøre det samme og tale med store bogstaver og sige, at det her er helt uacceptabelt. Det kaster en skygge over det tyrkiske valg, at de allerede nu viser, at de vil kontrollere det.
Erdogan udpegede dansk politiker
Det er ikke første gang, at Søren Søndergaard nægtes adgang til landet.
I 1996 blev han tilbageholdt i lufthavnen i den tyrkiske hovedstad efter at have overværet et retsmøde om den danske statsborger Kemal Koc, der var anklaget for i Danmark at have støttet en afdeling af PKK.
Også partifællen Nikolaj Villumsen er tidligere blevet udråbt af Tyrkiet som en støtte af terror. I 2017 sad præsident Erdogan for åben skærm og udpegede den danske politiker på et billede.
Billedet stammede fra en demonstration i 2014 i København, hvor Nikolaj Villumsen talte til fordel for YPG og imod Tyrkiet.
Interviewet med Erdogan handlende dengang netop om valgobservatører under folkeafstemninger.
Forventer større efterspil
Peter Juel-Jensen (V), formand for OSCE's Parlamentariske Forsamling, kalder det overfor TV 2 "helt utilstedeligt".
Han vil nu tage kontakt til præsidenten for OSCE, siger han.
- Et land kan ikke på den måde "pick and choose" blandt de parlamentarikere, der observerer. Jeg forventer et større efterspil.
TV 2 forsøger at få et interview med udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) samt den tyrkiske ambassadør.