Peter Seier Christensen er sygemeldt med stress
Peter Seier Christensens sygemelding efterlader to medlemmer tilbage i partiet, som længe har været i krise.
Folketingsmedlem og medstifter af Nye Borgerlige Peter Seier Christensen er sygemeldt med stress.
Det skriver han på Facebook.
- Jeg ser frem til at vende tilbage til mit politiske arbejde, når jeg forhåbentligt inden længe er kommet ovenpå igen, skriver han i opslaget.
Peter Seier Christensen er et af Nye Borgerliges tre folketingsmedlemmer.
Der vil ikke blive indkaldt en suppleant i stedet for Peter Seier Christensen. Pernille Vermund og Kim Edberg Andersen vil sammen varetage opgaverne i folketingsgruppen den kommende tid, oplyser partiet til TV 2.
Dermed er der kun to medlemmer tilbage i partiet, som længe har blødt medlemmer og været i krise.
Mistede næstformand
Partiet er siden folketingsvalget i november sidste år gået fra seks til tre folketingsmedlemmer og har ekskluderet en nyvalgt formand på rekordtid.
Både medlemmerne Mette Thiesen og Mikkel Bjørn Sørensen valgte at skifte til Dansk Folkeparti i protest.
Derudover mistede Nye Borgerlige deres næstformand efter kun to uger, da Henriette Ergemann valgte at trække sig fra posten. Det skete, efter at en række af hendes tidligere kontroversielle udtalelser var kommet i mediernes søgelys.
Men det stoppede ikke her. I starten af februar trak Pernille Vermund sig som formand for partiet, hvor hun også annoncerede, at den nuværende valgperiode ville blive hendes sidste.
Planerne om en pensionering fra dansk politik blev dog hurtigt droppet, da hendes efterfølger, Lars Boje Mathiesen, blev ekskluderet fra partiet efter et dramatisk forløb med anklager om afpresning.
Det fik Pernille Vermund til i marts at annoncere, at hun igen ville "stille sig til rådighed" som partiformand for Nye Borgerlige.
Ved folketingsvalget fik Nye Borgerlige 3,7 procent af stemmerne, der udløste seks mandater. Partiet er nu det mindste i Folketinget.