Vermund: Hovedbestyrelsesmedlem ekskluderet fra Nye Borgerlige
Ekskluderingen kommer i kølvandet på en længere periode med uro og afgående partiformænd.
Svend Pedersen, der har været en del af hovedbestyrelsen i Nye Borgerlige, er blevet ekskluderet fra partiet.
Det oplyser Pernille Vermund, politisk leder i partiet, til Ekstra Bladet.
Både Ekstra Bladet og B.T. har tidligere beskrevet, hvordan Svend Pedersen har skrevet opsigtsvækkende og – ifølge eksperter – racistiske kommentarer på sociale medier.
Eksklusionen sker, efter at Ekstra Bladet har gjort Pernille Vermund opmærksom på flere af Svend Pedersens kommentarer.
- Jeg har gjort det klart, fra vi stiftede Nye Borgerlige, at vi er ikke racister, og vi ville ikke kendes som racister. Derfor har den slags også tidligere haft en kort proces i Nye Borgerlige, siger Pernille Vermund til Ekstra Bladet.
Svend Pedersen stiftede Nye Borgerlige sammen med Peter Seier Christensen og Pernille Vermund, men meldte sig hurtigt ud af partiet igen. Siden har han ikke været aktiv i partiet før sidste år, hvor han blev valgt ind i Nye Borgerliges hovedbestyrelse.
Voldsomme kommentarer
Både B.T. og Ekstra Bladet har den seneste tid beskrevet Svend Pedersens adfærd på sociale medier.
Ifølge B.T. skulle han for eksempel have skrevet, at statsminister Mette Frederiksen (S) er en "fullblown psykopat", og at SF's formand, Pia Olsen Dyhr, er en "storkorrupt, magtgal kælling". Han skulle også have benævnt Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, som "kommunistbøsserøven".
Svend Pedersen har ifølge Ekstra Bladet desuden brugt stærke vendinger om integrationspolitik og indvandring.
Her skulle han blandt andet have skrevet, at det var "klogt og rigtigt", da en person på Facebook citerede Mogens Glistrup for at skulle have sagt, at "alle gode danskere er racister".
Går imod partiets politik
Pernille Vermund fortæller til Ekstra Bladet, at det er hovedbestyrelsen, der har taget beslutningen om at eksludere Svend Pedersen.
Hun har selv tidligere givet udtryk for, at hun ikke mente, at Svend Pedersen skulle ekskluderes fra partiet.
Det begrundede hun blandt andet med, at hans kommentarer stammer fra før, han blev medlem af partiet, og at der er forskel på, om man skriver noget grimt om politikere eller noget politisk, der er i strid med Nye Borgerliges politik.
Beslutningen om denne gang at ekskludere Svend Pedersen skyldes derfor ifølge Pernille Vermund især kommentaren fra Svend Pedersen om, at alle "alle gode danskere er racister".
- Det er en udtalelse, som er faldet, mens han var medlem af Nye Borgerlige, og det går imod vores politik. Derfor har hovedbestyrelsen valgt at ekskludere ham, siger Pernille Vermund til Ekstra Bladet.
Kommer aldrig til at tilgive dem
Svend Pedersen skriver i et længere opslag på Facebook, at han har det "fint" efter eksklusionen og er mere bekymret for Danmarks fremtid.
- Nye Borgerlige var mit sidste håb for en redning af landet ad politisk vej, men småborgerligheden ville det anderledes, skriver han.
Han fortsætter med at beskrive, hvordan ethvert samfund består af småborgere og krigere, og at han i "al ubeskedenhed" regner sig selv for en kriger.
Med hans eksklusion er der derfor ikke mange krigere tilbage i partiet, mener han. Og slet ikke i hovedbestyrelsen, hvor han kalder Pernille Vermund den eneste, der er tilbage.
- Man skal være meget varsom med at overvurdere egen betydning, og det er jeg også. Men: Mine planer for at sidde i hovedbestyrelsen var at justere kulturen lidt tilbage til partiets oprindelige DNA fra 2015, skriver han og tilføjer, at det nu er for sent.
- Jeg kommer aldrig til at tilgive dem, der har ødelagt partiet på denne måde. For det bliver værst for Danmark, afslutter han opslaget.
TV 2 arbejder på at få en uddybende kommentar fra Svend Pedersen.
En periode med uro
Ekskluderingen af hovedbestyrelsesmedlemmet kommer i kølvandet på en længere periode med uro og afgående partiformænd.
I november meldte folketingsmedlem Mette Thiesen sig ud af partiet efter intern ballade, og i januar i år meddelte Pernille Vermund, at hun ville stoppe som formand, så snart det var muligt, og træde ud af Folketinget efter næste folketingsvalg.
Samme måned forlod folketingsmedlem Mikkel Bjørn partiet. Både han og Mette Thiesen er i dag medlemmer af Dansk Folkeparti.
Lars Boje Mathiesen blev 7. februar valgt som formand med Henriette Ergemann som ny næstformand.
Hun måtte dog trække sig fra posten efter kun 13 dage, da det kom frem, at hun havde fremsat en række kontroversielle udtalelser om blandt andet coronahåndteringen.
I marts blev Lars Boje Mathiesen så ekskluderet, fordi han ifølge partiet var kommet med "absurde" pengekrav. Selv mente han, at han var offer for et karaktermord.
I øjeblikket fungerer hovedbestyrelsen uden formand, men Pernille Vermund har meddelt, at hun stiller sig til rådighed som formand igen.