Politik

Tidligere direktør for Det Kongelige Teater: - Løkke skal holde Jon Stephensen væk fra kulturområdet

Jon Stephensens tidligere chef beskylder Løkke for ikke at have lavet et nødvendigt baggrundstjek. Løkke selv vil ikke kommentere.

En af kulturlivets mest erfarne stemmer, Michael Christiansen, melder sig nu ind i debatten om Jon Stephensens rolle som kulturordfører for Moderaterne.

Siden starten af 1990'erne har han været henholdsvis bestyrelsesformand for DR og direktør for Det Kongelige Teater.

Lars Løkke Rasmussen har ikke gjort sit hjemmearbejde

Michael Christiansen, tidligere direktør for Det Kongelige Teater

I løbet af sine 16 år i spidsen for teatret stiftede han i en kortere periode i 1995 bekendtskab med Jon Stephensen, som dengang blev ansat i en stilling som salg- og marketingschef.

Forløbet fra dengang vil Michael Christiansen ikke udtale sig om. Men han siger nu til TV 2, at han undrer sig over, at Lars Løkke Rasmussen (M) tilsyneladende ikke har haft Jon Stephensens fortid i tankerne, da han gjorde ham til Moderaternes spidskandidat i København og senere udnævnte ham som kulturordfører.

- Lars Løkke Rasmussen har ikke gjort sit hjemmearbejde. Havde han ringet til mig, ville jeg have sagt, at han skulle holde Jon Stephensen væk fra kulturområdet, siger Michael Christiansen til TV 2.

Forfulgt af fyringer

Jon Stephensen er i løbet af sin karriere i teaterbranchen to gange blevet fyret med øjeblikkelig virkning.

I 2009 måtte han forlade sin stilling som teaterdirektør for Østre Gasværk, der hører under Det Københavnske Teatersamarbejde.

Den daværende direktør for organisationen, Steen Pade, oplyser til TV 2, at han – ligesom Michael Christiansen – ikke blev kontaktet af Moderaterne, da Jon Stephensen blev kandidat for partiet.

Kontakt TV 2

Har du oplevelser med Jon Stephensen, som du vil dele med TV 2? Så skriv til de politiske journalister Camilla Stampe og Maiken Brusgaard på maic@tv2.dk

I starten af 2022 blev han fyret igen. Denne gang fra teatret Aveny-T på Frederiksberg.

Bestyrelsen oplyser til TV 2, at heller ikke de er blevet spurgt om deres erfaringer med Jon Stephensen.

Løkke: Det vil ikke ske igen

Allerede i slutningen af november – under en måned efter folketingsvalget – forlod ét af Moderaternes 16 mandater, Kristian Klarskov, sin plads i Folketinget.

Efterfølgende gik Lars Løkke Rasmussen ud og meddelte pressen, at Moderaterne havde “svigtet”, og at det ikke ville ske igen. Han havde også selv et “stort ansvar”, sagde Løkke, for at have “lokket en række mennesker uden politisk erfaring ud på isen”.

- Vi har ikke gjort hjemmearbejdet godt nok. Der skal være orden i papirerne, og der har vi svigtet ved som et nyt parti ikke at udvise rettidig omhu ved ikke at udfordre vores egne folk på det her (deres cv, red.). Det er på alle måder trist, tilføjede han.

Herunder kan du se et klip fra interviewet med Lars Løkke Rasmussen i forbindelse med Kristian Klarskovs exit i november.

Lars Løkke Rasmussen siger, at det var Kristian Klarskovs egen beslutning at forlade Folketinget. Video: TV 2 NEWS

TV 2 har forsøgt at få et interview med Lars Løkke Rasmussen om, hvilket “hjemmearbejde” der lå forud for udnævnelsen af Jon Stephensen som kulturordfører.

Når man vælger en ordfører på et så stort område, burde man have lavet et baggrundstjek

Benjamin Boe, formand for Dansk Skuespillerforbund

TV 2 ville også gerne have spurgt partiformanden, hvorfor han ikke har kontaktet Jon Stephensens tre tidligere arbejdsgivere i forbindelse med partiets baggrundstjek.

Lars Løkke Rasmussen ønsker ikke at stille op til et interview.

Forbund står med et dilemma

TV 2 har tidligere fortalt, hvordan dele af den danske teaterbranche er bekymrede for den post som kulturordfører, som tidligere teaterdirektør Jon Stephensen har fået i Moderaterne.

Flere fortæller, at de frygter, at Jon Stephensen vil misbruge sin politiske magt – herunder skuespiller Coco Hjardemaal.

Hun fortalte forud for folketingsvalget, hvordan Jon Stephensen i løbet af sin tid som teaterdirektør for Aveny-T havde tilbudt hende 5000 kroner for at gå på scenen, selvom hun var syg og få dage forinden var besvimet midt under en forestilling.

- Det er bekymrende og skræmmende, at en mand, som jeg har oplevet misbruge sin magtposition så uhensigtsmæssigt, nu står i en endnu højere magtposition og skal tage beslutninger på vegne af kulturen, har skuespiller Coco Hjardemaal tidligere udtalt til TV 2.

Også formanden for Dansk Skuespillerforbund, Benjamin Boe, bekræfter, at der blandt medlemmerne af forbundet og i branchen generelt er “en mistillid til Jon Stephensen og en bekymring for hans post som kulturordfører”.

Der vil være tilfælde, hvor det ikke giver mening for os at mødes med en kulturordfører, som har været en del af problemet

Benjamin Boe, formand for Dansk Skuespillerforbund

Han undrer sig over, at Moderaterne ikke har kontaktet de chefer i branchen, som gennem de seneste årtier har hyret og fyret Jon Stephensen.

- Når man vælger en ordfører på et så stort område, burde man have lavet et baggrundstjek, siger Benjamin Boe og fortsætter:

- Vi står i et dilemma nu, fordi der vil være tilfælde, hvor det ikke giver mening for os at mødes med en kulturordfører, som har været en del af problemet med en tavshedskultur og grænseoverskridende adfærd, som vi gerne vil være med til at løse.

Perspektiv

Hvor magtfuld er Jon Stephensen?

Moderaternes kulturordfører, Jon Stephensen.

TV 2s politiske redaktør, Hans Redder, kalder det “åbenlyst”, at Jon Stephensen som kulturordfører for et parti i en flertalsregering har “meget stor indflydelse på den førte kulturpolitik”.

- Selvom Jon Stephensen jo ikke er kulturminister, er han en særdeles tung stemme i Moderaterne, når det kommer til kulturpolitik. Han har en meget direkte linje til sin partifælle kulturminister Jakob Engel-Schmidt, siger Hans Redder og tilføjer:

- Man kan helt klart betegne Jon Stephensen som en af de mest magtfulde kulturpolitikere i det her land.

På grund af sine mange års erfaring fra kulturlivet er Stephensen blandt de folketingspolitikerne, der har det mest indgående kendskab til området. Derfor lytter kollegerne ekstra godt med, når han taler, siger den politiske redaktør:

- Han taler med en autoritet i kulturpolitikken – eller det gjorde han i hvert fald, før rækken af sager kom frem.

"En kontroversiel person i kulturlivet"

Den tidligere direktør for Det Kongelige Teater, Michael Christiansen, forholder sig ikke til de anklager om truende og krænkende adfærd, som TV 2 har beskrevet, eller til den igangværende sag om en falsk underskrift, som Børsen har fortalt om.

Store dele af kulturlivet er utrygge ved ham

Michael Christiansen, tidligere direktør for Det Kongelige Teater

Han er bevidst om, at Jon Stephensen ikke er dømt for noget kriminelt. Han udtaler sig alene på baggrund af de sager, der tidligere har været fremme i offentligheden.

- Men jeg kan bare konstatere, at Jon Stephensen gennem 25 år er løbet ind i en række problemer af ensrettet karakter i flere forskellige kulturinstitutioner, og at det gør det tvivlsomt, om han er den rette i spidsen for det kulturelle område i et parti, siger han og tilføjer:

- Det er ikke klogt at gøre ham til kulturordfører, for han har haft en række sager, der gør ham til en kontroversiel person i kulturlivet, siger han.

En "bjørnetjeneste"

Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, har ifølge Michael Christiansen gjort Jon Stephensen en ”bjørnetjeneste” ved at sætte ham i spidsen for partiets kulturpolitik. Positionen skader ikke alene kulturlivet, mener han, men også Jon Stephensen.

- Store dele af kulturlivet er utrygge ved ham, og det gør ham handlingslammet. Han får en meget svær tid som kulturordfører, og det burde han have været skånet for, siger den tidligere direktør for Det Kongelige Teater og tilføjer:

- Lars Løkke Rasmussen har ikke bedt om mit råd, men nu får han det alligevel: Han og Jon Stephensen bør sætte sig i en hjørnesofa på Christiansborg og i fællesskab finde et nyt politisk fagområde til ham.

Lars Løkke Rasmussen har som tidligere nævnt ikke ønsket at stille op til et interview med TV 2. Det samme gælder Moderaternes gruppeformand, Henrik Frandsen.

Jon Stephensen er ikke vendt tilbage på TV 2s henvendelse.