Sundhedsøkonom giver ikke meget for Løkkes 20 år gamle succes

Tidligere succes viser, at de rigtige politikere er i spidsen for sundhedsreformen. Professor mener, at de burde have gjort mere på ét område.

Lars Løkke Rasmussen (M), Mette Frederiksen (S) og Sophie Løhde (V) er nogle af de politikere, der har haft absolut mest magt over sundhedsvæsenet de seneste årtier. Alligevel er der store problemer.

Det påpegede journalist for TV 2 Sverre Quist, da de tre politikere i dag præsenterede den nye Sundhedsstrukturkommission.

- Når man ser på de seneste mange år, hvor sundhedssystemet er sandet til, så må det jo være jer, hvis man skal pege på nogen, der bærer ansvaret. Hvorfor er det så en god idé at sætte jer til at løse problemet, lød spørgsmålet fra journalisten.

Politikere påtager sig arv og gæld

- Jeg påtager mig det fulde ansvar for arv og gæld, startede indenrigs- og sundhedsminister, Sophie Løhde.

Der er sket enorme fremskridt i sundhedsvæsnet, særligt på kræft- og hjerteområdet. Derudover er det lykkedes at få nedbragt de lange ventelister, der har været i sygehusvæsnet, påpegede Sophie Løhde.

I stedet for et løntillæg som lægerne fik, så fik sygeplejerskerne honninghjerter. Det er virkelig dårlig personalepolitik fra regionernes side

Jes Søgaard, sundhedsøkonom hos SDU.

Hos Moderaternes formand, Lars Løkke, var der endnu mindre tvivl om, at de tre politikere er de rigtige til jobbet.

- Jeg vil også gerne vedkende mig arv og gæld, startede Løkke med et smil på læben.

- Det kålhøgne svar er, at når man skal sætte os i spidsen for det, så er det fordi, vi har gjort det før med succes, konstaterede Moderaternes formand derefter.

Han fortsatte med at sige, at sygevæsnet i dag er bedre på ”alle stræk”, end det var, da han blev minister i 2001.

Jes Søgaard, der er professor i Sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet, giver Lars Løkke ret i, at det danske sundhedsvæsen i dag er meget bedre end for 20 år siden, alligevel er det ikke en melding, som han giver ret meget for.

- Det der er interessant, det er ikke, hvordan sundhedsvæsnet var for 20 år siden, det er, hvordan det er nu, siger professoren.

Man skulle have gjort mere for sygeplejerskerne

Den helt store udfordring, som sundhedsvæsnet står overfor nu, er ifølge Jes Søgaard mangel på arbejdskraft.

Det er en situation, man har været opmærksom på siden 1990, hvis ikke længere. Derfor burde man ifølge forskeren have gjort noget tidligere i forhold til sygeplejerskerne.

Helt specifikt er der én handling, som han har savnet fra dagens politiske hovedpersoner.

- Man skulle have sagt til regionerne: sørg nu for, at I ikke skubber sygeplejerskerne fra jer, for det har de jo gjort, siger Jes Søgaard.

Sygeplejerskerne er længe blevet negligeret, hvilket også kan ses i antallet af sygeplejersker i regionerne, der de seneste fem år er faldet fra 40.000 til 35.000, siger professoren.

Han fremhæver især overenskomstforhandlingerne 2021, som en situation der ikke blev forhandlet specielt elegant.

- I stedet for et løntillæg som lægerne fik, så fik sygeplejerskerne honninghjerter. Det er virkelig dårlig personalepolitik fra regionernes side, siger Jes Søgaard.

Han mener godt, at enten Mette Frederiksen, Lars Løkke eller Sophie Løhde kunne have været mere klare i deres kommunikation til regionerne. Så vidt Jes Søgaard er bekendt, er sådan en besked aldrig blevet formidlet til regionerne.