Sundhedsminister kan ikke garantere kræftbehandling i dag eller i morgen
Der skal omgående rettes op på området, siger sundhedsministeren. Men præcis hvor hurtigt kan hun ikke sige.
Hundredvis af kræftpatienter i Region Midtjylland har ventet for længe på at blive opereret.
De patienter lagde statsminister Mette Frederiksen (S) ud med at italesætte, da regeringen tirsdag præsenterede en ny sundhedskommission.
- Der er desværre nogle danskere, der er blevet svigtet og lige meget, hvordan man vender og drejer det, så er det en alvorlig situation og et tillidsbrud, der i vores øjne er uacceptabelt, lød det til pressemødet.
Men regeringen kan ikke løse problemerne fra den ene dag til den anden, lød det fra indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V).
- Jeg kan ikke stå her i dag og garantere, at det sker i dag eller i overmorgen, hvad end jeg gerne vil, sagde sundhedsministeren på pressemødet.
"Stor utålmodighed"
DR har i flere historier beskrevet sagen, hvor 293 kræftpatienter på Mave- og Tarmkirurgi på Aarhus Universitetshospital (AUH) har ventet for længe på deres operationer.
Kræftpatienter har ellers – ifølge den såkaldte behandlingsgaranti – lovkrav på at blive opereret senest to uger, efter at det er besluttet, at de skal opereres.
Derudover har patienterne ikke fået konkrete tilbud om at få behandling i udlandet – selvom Aarhus Universitetshospital ikke har kunnet overholde behandlingsgarantien.
Sophie Løhde (V) understregede, at der skal rettes op på problemet "omgående".
Men at patienterne igen får behandling inden for de 14 dage, som de lovmæssigt har krav på, kunne hun ikke love.
- Det, jeg kan garantere, er, at det har vores største bevågenhed fra regeringens side, sagde hun og understregede, at man vil se på, om der gemmer sig lignende sager i resten af landet.
Men er det ikke muligt at komme det nærmere, for selvfølgelig skal det gå så hurtigt, men hvis du er patient eller personale, så føler du dig presset. Hvornår bliver de garantier igen opfyldt?
- Det skal ske omgående. Vores utålmodighed på det her område er jo stor. (...) Der skal arbejdes på det her lynhurtigt, vi har ikke tålmodighed til at sige, at nu venter vi bare lidt længere på vegne af patienterne. For selvfølgelig skal man have tryghed og vished om, at man kan få den kræftbehandling, som man har krav på, siger hun.
Fem nye initiativer
Fredag fremlagde Sophie Løhde en ny plan for kræftområdet, som skal sikre, at regionerne fremover overholder reglerne på området. Herunder fem nye initiativer som skal implementeres.
Det dækker blandt andet over, at Sundhedsstyrelsen inden 1. juni skal gennemgå ventetider, kapacitet og overholdelse af ventetider på kræftområdet i alle landets fem regioner.
Derudover skal regionerne inden udgangen af april gennemgå, hvordan de informerer kræftpatienter om deres rettigheder. Og om regionerne lever op til deres pligt om at afsøge andre behandlingsmuligheder, hvis ventetider ikke kan overholdes.
Sygehusledelsen på Aarhus Universitetshospital har tidligere erkendt, at kræftpatienterne har fået forkert vejledning om mulighederne for at blive behandlet i udlandet.
Dertil har Region Midtjylland sagt, at de ikke kan afvise, at patienters muligheder for at overleve sygdommen er blevet forringet grundet den for lange ventetid.