Løkke beder om tålmodighed: - Vi er kun lige gået i gang
Moderaterne skrev danmarkshistorie ved valget i november, sagde Løkke i sin tale - men to emner blev ikke nævnt med et ord.
Opbakningen til SVM-regeringen er ikke prangende her 100 dage inde i regeringsperioden.
Men Moderaternes leder, Lars Løkke Rasmussen, ryster ikke på hånden, selvom de tre regeringspartier ifølge meningsmålingerne står til langt under det flertal, der skaffede dem nøglerne til regeringskontorerne.
- Vi er jo ikke ligeglade med meningsmålinger, sagde han til pressen efter sin tale ved Moderaternes årsmøde i Vejle.
- Men vi har alligevel lidt taget skyklapper på. For nu handler det om at blive i sporet. Vi har en unik chance for at fremtidssikre det her samfund, sagde han og advarede imod at sætte dét over styr, fordi man bliver grebet af rædsel, hver gang der kommer en dårlig meningsmåling.
Og Løkke pointerede, at der ikke er noget alternativ til regeringen. Den kan kun vælte sig selv, og det er der ingen planer om, forsikrede han.
Brug for tålmodighed
Partilederen fortalte i sin tale til de 600 forsamlede, at han er blevet foreholdt, at han endnu ikke har fået afskaffet regionerne, selvom det moderate ønske ikke fandt vej til regeringsgrundlaget denne gang.
- Helt ærligt, vi er kun lige gået i gang, sagde han, mens moderaterne grinede i salen.
Der er brug for tålmodighed, lød budskabet fra partilederen, der dog også forstår dem, der synes, det går for langsomt.
- Jeg kan også selv blive utålmodig. Jeg kan på nogle dage også have lyst til at trylle alting om på et splitsekund. Men det er ikke derfor, Moderaterne er her. Vi er her for at tage tempo ud af politik og for at sikre, at løsningerne virker i den virkelige virkelighed, sagde han fra talerstolen.
En ny og grundlæggende erkendelse
Løkke adresserede i sin tale flere af de moderate ministres områder, blandt andet klima og ældre.
Ældreminister Mette Kierkgaard sad og nikkede i salen, mens Løkke talte om regeringens ambition om frisættelse i den offentlige sektor: Mindre bureaukrati, mere kortspil med de gamle og højtlæsning med børnene, som regeringen selv gav som eksempler i regeringsgrundlaget.
Løkke mener, at dette er den første regering, der er enig om at "træde et skridt tilbage og se med friske øjne på den måde, vi driver tingene".
- Vi kan ikke forlænge nutiden ind i fremtiden med brædder. For hvis vi gør det – undlader at tage beslutninger, der tager ind, at befolkningssammensætningen ændrer sig – så træffer vi også en slags beslutning, som over en generation kommer til at skabe et a- og et b-hold, sagde Lars Løkke Rasmussen.
- Det hele kan ikke bare løses med flere penge eller flere hænder – for de er der ikke. Det er en ny og grundlæggende erkendelse, som den her regering har.
Krigen går ikke væk om lidt
Udenrigsministeren kom selvfølgelig også ind på krigen i Ukraine.
- Verden har forandret sig, sagde han og fastholdt det dystre forvarsel, som han efterhånden har sagt mange gange nu:
- Det her kommer til at påvirke vores samfund i årtier frem. Det gør det, sagde han og udlagde krigen som en skelsættende begivenhed i vores tid på linje med Murens fald i 1989 og angrebet på World Trade Center i 2001.
- Jeg tror, der er mange, der har et billede af, at lige om lidt går det væk, og hvor er det godt, at vi har støttet ukrainerne. Vi har gjort det massivt, men vi har ikke rigtig mærket det endnu, for vi har bare taget penge op af kassen. Men det kommer til at blive ved os mange år frem. Vi skal udbygge vores forsvar og prioritere det op imod alt det andet, vi også gerne vil.
- Ukrainerne kæmper ikke bare deres egen kamp, de kæmper vores kamp. Vores kamp for frihed. Vi må ikke blive trætte af krigen, før ukrainerne gør. Det må vi bare ikke, sagde Lars Løkke med eftertryk.
Tavs om de kontroversielle emner
Mere påfaldende var det, at Løkke omvendt ikke kom ind på hverken kultur eller uddannelse, som ellers også er to ministerområder med moderate politikere for bordenden – Jakob Engel-Schmidt og Christina Egelund.
Sidstnævnte står endda overfor regeringens næste store planlagte reform, nemlig reformen af universitetsuddannelserne.
Og kulturministeren har på det seneste fået flere spørgsmål om sin partifælle, kulturordføreren Jon Stephensen, end om sin kulturpolitik.
- Det er tankevækkende, sagde politisk kommentator Noa Redington efterfølgende.
- Der, hvor vi er inde at skrue på samfundsmaskineriet – det skal jo være signaturen for den her regering, at man tager fat og laver reformer – men det nævnte han ikke med et ord. Dét, synes jeg, var ganske tankevækkende. Han prøvede at gå uden om de kontroversielle ting.
Ingen kom op i lysekronerne
Det var i det hele taget en "træt" tale fra Lars Løkke Rasmussen, mener politisk kommentator Søs Marie Serup.
- Den manglede noget “umpff”. Den manglede lige at få folk helt op i lysekronen, sagde Søs Marie Serup, der selv har en fortid som særlig rådgiver for Løkke.
Hun tror, det bunder i en træthed, der ligger som en dyne over hele Christiansborg efter det hårde efterår med valg og historisk lange regeringsforhandlinger.
Moderaterne klarede, som helt nyt parti, valgkampen med "tre frivillige og et stykke tape", så det er heller ikke så underligt, mener Søs Marie Serup, at der ikke var "så meget spræl i den her tale".
Partiet skrev historie
For hovedpersonen selv var partiets første ordinære årsmøde især en anledning til at gøre status og sige tak.
Løkke er "umådelig stolt" og "umådelig taknemmelig".
- Stolt over, at vi får to år siden, midt i et coronanedlukket Danmark, skabte et digitalt mødested for danskere, der gerne vil diskutere politik med nuancer, med respekt for det gode argument, respekt for faglighed, frigjort fra firkantede ideologiske opfattelser.
Han takkede medlemmerne for, at de "turde at træde ud på isen, før den havde fuld bæreevne".
Man skal overholde loven, men man må gerne bryde janteloven, lød det fra partifaderen på talerstolen.
- Vi må godt tro, vi er noget. For vi har bevist, at vi kunne. Vi skrev Danmarkshistorie, fastslog Løkke med henvisning til, at hans parti stod med 16 folketingsmandater og fem ministerposter et halvt år efter stiftelsen.