- Jeg har ligget søvnløs, siger Jon Stephensen om møgsager
Jon Stephensen undveg pressen på Moderaternes årsmøde. Men han regner stadig med at have en fremtid i politik.
Han har holdt lav profil hele dagen.
Moderaternes kulturordfører Jon Stephensen har takket nej til interviews med alle medier.
Og der var tomt ved banneret med hans navn i foyeren, hvor han skulle have stillet op til spørgsmål og debat med partimedlemmerne i pauserne.
Han skulle også have talt om partiets dna fra scenen, men det punkt blev slettet fra programmet nogle dage før årsmødet i Vejle.
I stedet er Jon Stephensens første optræden ved årsmødet også det sidste punkt på dagens program.
Sammen med to andre folketingsmedlemmer skal han fortælle om "Christiansborg behind the scenes". Og det har været en hård oplevelse, fortæller han partimedlemmerne i salen.
- Vi skal jo tale om elefanten i rummet, siger skuespilleren Andreas Bo, der styrer samtalen.
- Det er jo ikke nogen hemmelighed, at så skete der jo det for et år siden, at du kom til at stille en mælk ind i køleskabet og smække døren for hårdt, og det er der så nogen, der er blevet sure over. Hvordan har det påvirket dig, spørger han.
Det er et vilkår ved at være i politik, anerkender Jon Stephensen.
- Som politiker skal man sgu stå på mål for meget, så det anerkender jeg. Men nej, jeg har da været vågen om natten. Jeg har ligget søvnløs og selvfølgelig også været knust. Det skal der ikke være nogen som helst tvivl om, siger han og takker for de opbakkende mails, han har fået fra partifæller, mens kollegaen, Charlotte Bagge Hansen, lægger en hånd på hans skulder.
Flere minutter lang tilsvining
Moderaternes kulturordfører har været i vælten på det seneste på grund af en række sager, der er piblet frem fra hans fortid i teaterverdenen.
Børsen har fortalt, at Jon Stephensen anklages for at have forfalsket en underskrift, da han var direktør for Aveny T-teatret.
Og TV 2 har afdækket, hvordan han har været frygtet i teaterbranchen, hvor en lang række kilder husker ham for trusler, manipulation og magtmisbrug.
Det var her, historien om mælkekartonen kom frem. Den var et eksempel på det psykiske arbejdsmiljø under Jon Stephensens ledelse, som blandt andet var karakteriseret af hans uforudsigelige vredesudbrud.
En art director på Aveny-T fortalte, hvordan han i januar 2022 oplevede Jon Stephensen "kyle en mælkekarton med al sin kraft" ind i et køleskab under en flere minutter lang tilsvining af ham.
Jon Stephensen var vred over en fejl i en brochure. Ifølge art directoren var det ikke engang hans fejl. Han oplevede det som "meget voldsomt at blive skældt ud af ens chef på den måde".
Da Andreas Bo præsenterer Jon Stephensen på scenen, bemærker han, hvor mange mennesker, der har kredset om Stephensen i dag.
- Du blev jo fulgt af 68 mennesker, da du gik ned til bordet, det er vi jo mange, der misunder, siger han og kalder ironisk ordførerens forfølgere for nogle "meget, meget dygtige journalister".
Regner stadig med en fremtid i politik
Jon Stephensen mener, at anklagerne mod ham er "prisen", han betaler for 30 år i teaterbranchen og 22 år som leder.
- Så tror jeg altid, der vil være nogen, der synes, at man kunne have gjort noget anderledes. Sådan er det. Men jeg er måske mest ked af, at det skal skygge. Jeg kunne forstå, hvis jeg havde leveret et helt latterligt politisk statement, hvor man kunne blive gjort til grin, siger han.
- Men altså, selvfølgelig er jeg berørt af det. Selvfølgelig kigger jeg indad, forsikrer han.
Der vil være ting, han kunne have gjort bedre, medgiver han. Og der er sikkert begået fejl, men han har gjort det så godt, han kunne, fortæller han partifællerne.
- Jeg vil ikke lyde som et offer. Men det er voldsomt. Selvfølgelig er det voldsomt, siger han om mediestormen.
- Men det er fair nok. Det er ikke noget, jeg hyler om og gør mig til offer for. Det er fair nok. Men det er dælendundrende svært at komme ind med erfaring, når man har været leder i så mange år uden, at der er noget, man kan sætte en finger på, siger han.
Det er en fortælling, der vækker sympati blandt moderaterne i salen. De giver ham en stor klapsalve.
Sidste spørgsmål til folketingsmedlemmerne i panelet lyder, om de også er i politik om ti år?
- Ja, svarer Jon Stephensen uden tøven.