Regeringen har alle de mandater, den har brug for - men mangler noget, den ikke kan stemme sig til
ANALYSE: I regeringstoppen er troen på SVM-projektet intakt efter de første 100 dage. Men der er ikke mange, der deler deres begejstring.
100 dage er gået, siden forhandlerne på Marienborg nord for København renskrev de sidste linjer i regeringsgrundlaget, gav hinanden de endelige håndtryk og sendte Mette Frederiksen ud i ministerbilen med kurs mod Amalienborg.
For at meddele dronning Margrethe, at en ny regering var en realitet.
En regering med store ambitioner om at forandre det danske samfund gennem reformer.
En regering, der har vist sig villig til at gennemføre sin politik trods kritik og protester.
En regering, der har sit eget flertal – og som derfor ikke kan væltes i hele valgperioden, medmindre den går i opløsning indefra.
Men også en regering, der her efter 100 dage ser ud til at mangle noget.
Noget, som ikke blot kan aftales regeringspartierne imellem.
Noget, som ikke kan trumfes igennem, blot fordi man har et flertal på Christiansborg.
Begejstring.
Der virker simpelthen til at være en påfaldende mangel på begejstring for regeringsprojektet, når man ser bort fra de par håndfulde politikere og toprådgivere, der selv sad med i de lange forhandlinger i ugerne efter valget.
Vælgerne flygter, mens baglandene tvivler
Blandt vælgerne er det åbenlyst, at begejstringen er til at overse.
Ingen nylig regering har i samme periode tabt opbakning i meningsmålingerne med samme hastighed som denne, har Frederik Hjorth, lektor på Københavns Universitet, påpeget efter at have indsamlet data fra Løkkes, Thornings og Frederiksens regeringsperioder.
Selvom målingerne svinger, er konklusionen efter 100 dage entydig: Regeringspartierne ville ikke være i nærheden af at kunne genvinde sit flertal, hvis der var valg nu.
Det er dog ikke kun i målingerne, at manglen på begejstring er tydelig.
Det samme gør sig gældende i flere af regeringspartiernes egne baglande. Blandt byrødder, lokale aktive partimedlemmer og helt ind i folketingsgrupperne i Socialdemokratiet og Venstre er skepsis, fortvivlelse og sågar vrede ofte mere dækkende beskrivelser af stemningen.
- Jeg er meget, meget skuffet over mit parti. Jeg har aldrig haft så mange udmeldelser, som jeg har lige nu, og jeg har været lokalformand i en del år, lød det tidligere på måneden fra Alexander Küster, formanden for Socialdemokratiet Aarhus Midtby.
Den konkrete anledning til vredesudbruddet var afskaffelsen af store bededag og den hårde konfrontation mellem regering og fagbevægelse, som er fulgt med. Og lignende opråb har lydt fra andre lokalafdelinger og fra partiets ungdomsorganisation DSU.
Men frustrationerne går i mange tilfælde videre end blot beslutningen om at afskaffe en helligdag. Og mere grundlæggende spørgsmål trænger sig på blandt mange socialdemokrater.
Hvorfor er det egentlig, at vi har indskibet os på det her projekt med Venstre og Moderaterne? Smuldrer den socialdemokratiske fortælling, som Mette Frederiksen ellers dygtigt har bygget op, siden hun overtog formandsposten, når en S-ledet regering nu gennemfører upopulære arbejdsudbudsreformer og topskattelettelser? Kan Mette Frederiksen overskue konsekvenserne af det her?
Det ville være forkert at udlægge det sådan, at et egentligt oprør mod Mette Frederiksen og hendes linje er under opsejling i Socialdemokratiet. Hun står stadig fuldstændig uantastet som partiets leder.
Snarere er det ord som skepsis, nogle steder fortvivlelse, og først og fremmest mangel på begejstring, der bedst beskriver tilgangen hos mange i det store arbejderparti efter SVM-regeringens første 100 dage.
Bekymringer på stribe i Venstre
I regeringens næststørste parti er stemningen endnu mere lunken og udfordringerne enorme. Venstre trådte ind i regeringssamarbejdet som et såret dyr - først et elendigt valgresultat og derefter en beslutning om at begå løftebrud og gå i regering med Mette Frederiksen, trods garantier om det modsatte i valgkampen.
Siden da er tilslutningen til Venstre faldet yderligere i målingerne. Og formanden er sygemeldt på ubestemt tid.
Kilder, der har været rundt til møder i vælgerforeninger de seneste måneder, beskriver, hvordan stemningen og diskussionerne blandt partimedlemmer på alle niveauer er præget af dyb bekymring og usikkerhed.
For ganske vist er der Venstre-aftryk i regeringsgrundlaget. Og en grundlæggende forståelse for, at Venstre er et parti, der skal søge indflydelsen og magten.
Men hvordan i alverden får Venstre genopbygget tilliden hos de vælgere, der føler sig svigtet af partiets løftebrud? Hvad skal de egentlig gå til valg på næste gang? Hvordan bliver Venstre et stort parti igen? Var det her virkelig prisen værd?
Det er spørgsmål, der går igen i et parti, hvor nogle kilder beskriver stemningen som resignerende. Og hvor begejstringen over den nyligt vundne regeringsmagt er svær at få øje på.
Brug for partimedlemmerne
I regeringstoppen er troen på SVM-projektet intakt. Blandt især de ministre og toprådgivere, der var med under de ugelange forhandlinger inden årsskiftet, bemærker man med tilfredshed, at regeringspartierne trods modvind fra begyndelsen ikke er faldet for fristelsen til at skælde ud på hinanden indadtil og udadtil. Noget, som plagede både SRSF- og VLAK-regeringerne fra begyndelsen.
Og den reformkurs, som regeringen har udstukket, er både rigtig og nødvendig for at fremtidssikre det danske samfund, lyder det igen og igen.
Derudover har det tredje regeringsparti, Moderaterne, ikke på samme måde et bagland med tusindvis af medlemmer, der pludselig har fået vendt op og ned på deres forståelse af de politiske naturlove og nu sidder i regering med deres traditionelle hovedmodstander.
Men ledelserne i særligt Socialdemokratiet og Venstre er nødt til at tage det dybt alvorligt, at store dele af deres partier i øjeblikket ikke deler deres begejstring.
For ét er at have et flertal på Christiansborg. At kunne stemme sine forslag igennem. Men politik er andet og mere end det, der foregår i Folketingssalen.
Politik er også en daglig kamp på argumenter udenfor Borgens mure.
Og Socialdemokratiet og Venstre har brug for deres partifæller til at tale regeringsprojektet op. Brug for at medlemmerne af lokalafdelingen, byrådsmedlemmerne, borgmestrene og ungdomspartierne tager diskussionerne ude i landet. Forklarer og forsvarer hvad meningen med denne regering egentlig er. I lokale medier. I forsamlingshuse. Over frokostbordene på arbejdspladsen. På gågaden. På de sociale medier.
Den hjælp får regeringstoppen ikke i øjeblikket. Det er et problem nu og bliver et endnu større problem, når valget begynder at nærme sig.
Frisættelse skal være en vindersag
Regeringstoppen gør meget ud af at fortælle, at store bededags-afskaffelsen blot var den første af mange svære og upopulære beslutninger, der venter.
Det kan til gengæld være sværere at få øje på de forslag i regeringsgrundlaget, som vil kunne få begejstringen til at indfinde sig hos partitropperne. SVM-toppen har selv store forhåbninger til planerne om frisættelse, afbureaukratisering og modernisering af velfærdssamfundet. En diskussion, Mette Frederiksen for alvor tog hul på i en stor tale i sidste uge hos Kommunernes Landsforening.
Dén dagsorden betragter regeringstoppen selv som et signaturprojekt, der – hvis forløst dygtigt – kan blive en folkelig vindersag, som valgperioden skrider frem.
Men foreløbigt er tankerne om "den mest omfattende frisættelse af den offentlige sektor i velfærdssamfundets historie" blot store ord i et regeringsgrundlag, og før regeringen får det gjort mere konkret, er det svært at vurdere potentialet.
Åbenlyst er det til dog, at SVM-regeringen har brug for at skabe noget begejstring. Hos vælgerne. Men egentlig først og fremmest i egne rækker.